Fortsæt til indhold

Det gav studerende en idé

Det kan koste op mod 90.000 kroner at plante et nyt bytræ. Det gav en aarhusiansk ingeniørstuderende idéen til en app, der holder styr på at bevare bytræerne

Samfund
Arkiv

Aarhus skal være grønnere, og derfor vil kommunen frem mod 2025 plante 10.000 flere træer i byen. Men bytræer er ikke billige. Faktisk koster et bytræ op mod 90.000 kroner alt efter hvilke træer, der skal plantes, og om der er nødt til at blive foretaget store udgravninger. Det giver derfor rigtig god mening at holde de træer, der allerede er plantet, ved lige, og blandt andet sørge for at de får vand og gødning nok.

Den problematik havde elektronik-ingeniørstuderende Jacob Aagaard faktisk allerede hørt om, da han i efteråret 2017 sammen med tre kammerater startede på sit projekt: At hjælpe byens træer med at vokse. Nu har de efter et samarbejde med kommunen udviklet en app, der kan være med til at vedligeholde byens træer. Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: Vejene i uniparken er blevet til cykelgader

"I samarbejde med kommunen har vi udviklet en simpel enhed, der kan måle fugtigheden i jorden omkring træet. Med relativt lidt ekstra arbejde kan enheden udbygges til ligeledes at måle pH-værdi, saltindhold og gødningsværdi. Tanken er, at hvis der er et træ, som er i kritisk tilstand, kan kommunen tjekke op på træet med det samme. På den måde kan man undgå, at træet dør på grund af de miljømæssige omstændigheder, det befinder sig i," siger Jacob Aagaard, som med projektet vandt tredjepladsen i den internationale IoT Spartan-konkurrence. Ikke nok med det - Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet vandt endda førstepladsen blandt alle uddannelsesinstitutioner på baggrund af den samlede præstation fra syv 7. semester-studerende.

Konkurrencen, der findes sted i Spanien, har til formål at skabe fokus på Internet of Things-teknologier - lige præcis den slags smarte teknologi, som Aarhus Kommune længe har haft for øje. Kommunen åbnede eksempelvis sidste år - som første kommune i Danmark - op for et Internet of Things-netværk, der netop skal hjælpe med at gøre byen smart.

Det handler eksempelvis om affaldsspande, der selv fortæller, hvornår de skal tømmes. Fjernvarmebrønde, der selv fortæller, hvornår de skal vedligeholdes. Målere på stranden, der fortæller badegæster, hvornår de skal putte solcreme på.

Og træer, der lader kommunen vide, hvis de mangler vand eller gødning, eller hvis de får for meget salt - sidstnævnte er kritisk i vinterhalvåret.

Kommunen er glad for projektet

App'en, som Jacob Aagaard har udviklet sammen med sin gruppe, bruges til at sætte enheder op og navngive og positionere dem. Han fortæller, at den enhed, gruppen har udviklet, kan produceres for omkring 500 kr. stykket. Men der er stadig et stykke udviklingsarbejde tilbage, således at den indsamlede data kan samles på en overordnet hjemmeside hos kommunen.

Hos kommunen ser man yderst positivt på samarbejde med de studerende.

"Det er et rigtig fint projekt, de har lavet, og det spændende for os at se, hvordan vi kan drage nytte af de nye teknologier. Det er stadig svært at sige noget om, hvor meget man kan spare med denne teknologi, men det kunne være spændende at bruge måleudstyret på forsøgstrækninger for at kunne optimere vandingen af træer, så vi får en bedre trivsel på træerne," siger Hanne Lund Steffensen, som er projektleder ved Center for Byens Anvendelse i Aarhus Kommune, i pressemeddelelsen.

Jacob Aagaard er nu - sammen med resten af sin gruppe - dimitteret fra Ingeniørhøjskolen. Men der er allerede andre bachelorstuderende, der står klar til at føre projektet videre.

jwh