Fortsæt til indhold

FC Djursland skal spille op til sit bedste for at få point

FC Djursland møder lørdag eftermiddag Agerbæk SF/Starup IF på kunstgræs i sæsonens første kamp i Jyllandsserien 1

Samfund
Af Martin Schultz

”Hvis vi spiller op til vores bedste, er der mulighed for at vi får tre point. Men hvis 2-3 spillere ikke rammer niveauet og træffer unge, grønne og håbløse beslutninger, så får vi det svært mod Agerbæk SF/Starup IF.”

Det siger FC Djursland cheftræner Robert Sørensen, inden han lørdag kl. 15.00 sender sit unge hold i kamp om point for første gang i foråret mod Agerbæk SF/Starup IF på kunstgræsbanen på HSM Arena i Grenaa.

FC Djursland fik udsat sin første kamp mod Fuglebakken KFUM på grund af lukkede baner i Aarhus, mens vestjyderne fra Agerbæk SF/Starup IF fik deres første point med 1-1 på hjemmebane mod Aabyhøj IF.

Robert Sørensen tog turen til Agerbæk Stadion i påsken og så et fysisk stærkt hold med en meget direkte spillestil.

”Agerbæk SF/Starup IF gik ubesejrede gennem efterårets grundspil og er et hold med masser af kvalitet. Holdet har masser af fysik og spiller meget direkte, så det skal vi være klar til at møde,” siger Robert Sørensen.

”Det er et teknisk godt hold med en dygtig angriber og en god central midtbane, men jeg håber at vi kan udfordre deres bagkæde.”

Ingen lette kampe i foråret

Robert Sørensen er ny træner i FC Djursland og har gjort det klart, at forårets 14 kampe i oprykningsspillet i Jyllandsserien 1 bliver en lang række af ”pokalfinaler”.

”Jeg kan ikke pege på en eneste let modstander og ingen kampe, som bliver en walk-over. Det bliver 14 knald-eller-fald kampe, hvor alle vil spille med om den ene oprykningsplads,” siger Robert Sørensen, som skulle have overstået aftenens træning inden han kunne sætte holdet til lørdagens kamp.

”Niklas Søgaard er med sikkerhed ude til lørdagens kamp, og så er der tvivl om tre-fire andre spillere. Lasse Lund Storvang er lige kommet hjem fra en længere rejse, men kan måske med sine hurtige fødder gøre ondt på modstanderen i et indhop. Men vi kommer til at sætte det hold, der giver os de bedste muligheder mod et stærkt fysisk og supersammenspillet hold,” siger Robert Sørensen. Han mener det godt kan være en fordel for gæsterne, at de allerede har spillet en kamp og har 90 minutters bold i benene.

Agerbæk SF/Starup IF's første kamp blev spillet på græs, og Robert Sørensen havde også håbet på en premiere på græs på HSM Arena.

”Men det våde vejr i begyndelsen af denne uge betyder, at vi skal spille kampen på vores kunstgræsbane. Jeg håber, at det kan blive en fordel for vores hold at spille på kunstgræs.”

Mere kontant og kynisk spillestil

Robert Sørensen med en fortid som træner i især århusianske klubber som Aarhus Fremad, Brabrand og Lystrup tiltrådte 1. januar i FC Djursland, hvor han afløste den brasilianske træner Aroldo Strack.

Han står i spidsen for et med egne ord spændende projekt med mange unge spillere med udviklingspotentiale.

Robert Sørensen lægger ikke skjul på, at han har arbejdet for at forandre holdets spillestil.

”Vi er gået fra en måske lidt sydamerikansk spillestil med meget boldbesiddelse og kreative løsninger til en mere kontant og kynisk spillestil. Jeg vil hellere vinde 2-1 på hård fight, klogskab og kynisme end at tabe 2-0 på en romantisk og besnærende måde, hvor der bliver taget dumme beslutninger.”

FC Djursland holdt spillede ikke i påsken, og tabte den sidste træningskamp mod Hobro IK ugen inden med 1-0 efter at have spillet en miserabel 1. halvleg og en formidabel 2. halvleg.

”Vi har set fine ud i de allerfleste træningskampe, selvom nogle af de unge spillere stadig tager grønne beslutninger. Jeg håber vi spiller op til vores bedste og forudser en jævnbyrdig kamp mod Agerbæk SF/Starup IF,” siger Robert Sørensen