Fortsæt til indhold

Studerende og borgere i job ryger foran i venteliste-køen

Boligorganisationerne og kommunen er nu klar med ny strategi for udlejning, som skal sikre en mere blandet beboersammensætning i byens udsatte boligområder

Samfund
Arkiv

Flere studerende og borgere, der er i arbejde, skal flytte ind i områder som Gellerup, Bispehaven og Trillegården.

Det mener Aarhus Kommune og Boligforeningerne i Aarhus. Sammen har de udarbejdet en strategi, der skal sikre en mere blandet beboersammensætning i de udsatte områder i Aarhus.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Det er positive resultater fra den oprindelige strategi for fleksibel udlejning, der er grunden til, at en ny version af strategien træder i kraft pr. 1. april 2018.

Fleksibel udlejning betyder, at visse boligsøgende får fortrin på ventelisten til en ledig almen familiebolig. Den nye udlejningsstrategi giver først beskæftigede og dernæst studerende på videregående uddannelser fortrinsret.

LÆS OGSÅ: Til kamp mod bander: Politiet sender pædagoger på gaden

”Evalueringen af de første fire år med fleksibel udlejning viser tydeligt, at udlejningsværktøjet har haft en effekt. Nu bliver boligerne udlejet mere målrettet, og vi forventer, at det giver en mere blandet beboersammensætning. Vi kan på denne måde gøre noget ved de udfordringer, som findes i de udsatte boligområder. Det er målet, at alle aarhusianere, uanset hvor de bor, skal være en del af vores by,” siger Bünyamin Simsek (V), rådmand for Teknik og Miljø.

Kredsformand Anders Rønnebro fra Arbejdernes Andels Boligforening ser også positivt på den kommende strategi.

”Der er grund til at ranke ryggen på udlejningsområdet, vi er langt fremme i Aarhus. Vi har allerede rigtig gode erfaringer med at anvende fleksibel udlejning, og jeg tror på, at de gode resultater fortsætter. Den nye strategi lægger op til et forbedret værktøj med tydeligere retningslinjer for fortrinskriterier og dokumentationskrav. Strategien er dermed et godt supplement til den række af indsatser, der skal sikre socialt velfungerende boligområder i Aarhus.”

I perioden 2013-2016 har ca. 13.000 lejemål været omfattet af en udlejningsaftale. Det svarer til cirka 33 procent af alle almene familieboliger i Aarhus Kommune.

Målet med den nye udlejningsstrategi er at inkludere samtlige ledige boliger i den enkelte boligafdeling for at styrke effekten.

dp