357.000 indløste billet
Omsætningen har aldrig været højere i byens musikhus
Aldrig tidligere i Musikhuset Aarhus' 35-årige historie har så mange indløst billet som sidste år.
2017 blev rekordår med 357.000 indløste billetter og en rekordomsætning på 113,8 millioner kroner. For sjette år i træk laver Musikhuset overskud, i år på 2,25 millioner kroner.
LÆS OGSÅ: Musikhuset præsenterer teaterversion af Skam i 2018
Belægningsprocenten på 79 mprocent er også den højeste nogensinde, hvilket glæder Aarhus Kommunes kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad og Musikhusets direktør Jan Christensen:
”Kvaliteten i vores program er øget, belægningen i salene og billetsalget er steget, og erhvervsliv og fonde støtter mere op om Musikhuset end nogensinde før. Det betyder, at vi kan hæve ambitionsniveauet – også i årene efter kulturhovedstadsåret. Vi har nu økonomien til at investere yderligere i klassisk og rytmisk musik, og vi vil også øge vores udbud af gratis arrangementer, så endnu flere af byens borgere og gæster får glæde af Musikhuset," siger direktøren i en pressemeddelelse fra Musikhuset.
Nordens bedste
Årsagen til den høgede omsætning og overskuddet er blandt andet, at indtægter på arrangementer, sponsorer, forpagtning og donationer fra fonde er i en fortsat positiv udvikling. Omsætningen er steget fra 70,1 millioner kroner i 2013 til 113,8 millioner i 2017. En vækst på 62 procent.
Musikhusets seks sale og ni scener dannede i 2017 ramme om op mod 1500 arrangementer. Omsætnings- og indtægtsstigningen de seneste år skyldes blandt andet, at det er lykkedes at udnytte kapaciteten i Musikhuset endnu bedre, så der er endnu flere arrangementer i både dag- og aftentimer. Blandt andet har man udvidet sæsonen til også at omfatte sommermånederne og perioden mellem jul og nytår. Dertil kommer en række nye initiativer som øget kundedialog, mere digital markedsføring, fokus på gæsteoplevelsen og et tættere samarbejde med fonde og erhvervsliv.
VIDEO: Aarhusiansk musiker brillerer i Chess
”Det var fremsynede folk, der i 1982 grundlagde Musikhuset, og i 2007 udbyggede det. Der er ganske få musik- og koncerthuse i Europa, der har et symfoniorkester, en opera, et børneteater, en comedyscene og et musikkonservatorium under samme tag. Sammen med Musikhusets egne forestillinger betyder det, at vi har et hus, der i modsætning til langt de fleste andre koncerthuse i verden, der først åbner dørene om aftenen, har liv og aktiviteter døgnet rundt. Det glæder mig, at vi sammen med de øvrige organisationer i Musikhuset kan udvise en fortsat udvikling og vækst her 35 år efter indvielsen. Den flotte udvikling viser, at vi er godt på vej mod at opfylde vores ambition om at være Nordens bedste musikhus," Musikhusets direktør Jan Christensen.
jr