Et område med højt radontal
Ifølge en oversigt over radon-forekomster i undergrunden ligger Favrskov-området i den næsthøjeste klassificering
“Der hvor andre ser muligheder, ser vi problemer”.
Søren Garde siger det med et blink i øjet. Hans virksomhed Søren Garde Rådgivning, Hammel, tager sig af alskens ting, som hører til de mere problematiske affærer for både private borgere og kommuner. Det er skimmelsvamp, PCB, rotter, asbest, fugt, kemiske forureninger og forfaldne huse i landdistrikter. I øjeblikket er der stort fokus på radon, hvilket også er på Søren Garde Rådgivnings palet.
I næsthøjeste klasse
Radon er naturligt forekommende, og ifølge et kort udarbejdet af Sundhedsstyrelsen er Favrskov et område med høje forekomster. Landets kommuner er opdelt i fem klasser, og Favrskov ligger i den næsthøjeste klasse.
Radon, der er radioaktiv stråling, kommer fra jorden og trænger især ind i kældre og i stueetager i huse uden kældre. Ældre huse er mest udsat, og siden 1998 har nye huse da også skullet have radonsikring, fortæller Søren Garde.
Radon er lungekræft-fremkaldende. Søren Garde understreger dog, at man ikke skal gå i panik, for der skal både være tale om høje koncentrationer og eksponeringstid over en længere årrække.
“Med mindre der er tale om ekstremt høje koncentratiner, skal man i hvert fald være udsat for påvirkning i mere end 10 år, før der er tale om en sundhedsrisiko. Det er heller ikke et problem, hvis der er for meget radon i rum, der kun bruges lejlighedsvis.”
Dog stiger risikoen for at udvikle lungekræft med kombinationen af betydelig radonpåvirkning og rygning.
Grænseværdi på 100
Den vejledende grænseværdi er ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen på højst 100 becquerel (bql) pr kvadratmeter luft. Er der mellem 100 og 200 bql kan det normalt afhjælpes med udluftning og eventuelt mekanisk ventilation. Hvis der er mere end 200 bql, er det nødvendigt med større forbedringer, for eksempel en omfattende tætning eller radonsug. Ifølge Søren Garde er der mindre risiko for større koncentrationer af radon på lette og sandede jorder, end der er på tunge og lerede jorder.
Han oplyser, at de lavestliggende rum i huset er de 'værste' rum.
“Derfor er det godt at have kældre, for så er der ikke radon i stueetagen. Der bør aldrig bo mennesker i kældre i ældre huse i områder med meget radon.“
Ikke med i tilstandsrapport
I Søren Gardes øjne er det derfor oplagt at få målt radon-tallet for boligen af hensyn til familiens og egen sikkerhed. Også ved hushandler vil det være nærliggende at kende radontallet, mener han.
“Det er jo et problem, at radon ikke er med i kravene til tilstandsrapport. Det betyder også, at en eventuel ejerskifteforsikring ikke dækker, selv om det viser sig, at der er radon i sundhedsskadelige mængder. Det er købers ansvar. “
Søren Garde Rådgivning råder derfor købere af ældre huse til at få lavet en radonundersøgelse. Mange gange lykkes det bare ikke, fordi sælgeren har ret til at modsætte sig det.
“Så det rykker ikke, før det bliver lovbestemt.”
Enkelte kommuner, blandt andet Aarhus, har skrevet til alle boligejere med anbefaling om at få målt radon.
Søren Garde fortæller i øvrigt, at han har fået målt radion i sit eget hus, der er bygget i 1964. Den viste knap 300 bql, og han skal derfor have etableret et radonsug.