23 boliger og en butik er på vej på Alleen
LpH Byg forventer, at byggeriet står færdigt i foråret 2019
Hvis alt går som forventet, vil der i marts 2019 stå 23 boliger og en butik klar på hjørnet af Adelgade 60 og Alleen.
I øjeblikket er de eksisterende bygninger på matrikler revet ned, og det kommende byggeri er ude i en nabohøring. Der findes allerede en lokalplan for området, men i forhold til denne vil LpH Byg fra Hørning, der står bag byggeriet, gerne bygge lidt højere, end lokalplanen åbner for. Det vil betyde, at bygningen får en maksimal højde på 12 m i form af 4,5 etager.
Der søges også om dispensation i forhold til antallet af p-pladser. Egentlig skulle byggeriet udløse 25 p-pladser, men planen er, at der kun skal opføres ni af slagsen til biler og motorcykelparkering i en p-kælder - til gengæld indbetales et bidrag til den såkaldte parkeringsfond, hvis penge går til at opføre p-pladser andre steder i byen.
LÆS OGSÅ: Sådan ser det nye Ovenvande-byggeri ud
“Vi håber at kunne få en byggetilladelse i uge 7, så vi kan komme i gang. Der skal blandt andet graves noget jord af,” fortæller Jacob S. Petersen, partner og projektchef i LpH Byg.
Det er firmaerne Niels Peter Thybo og Jørgen Hermansen, der er bygherrer på byggeriet.