Fortsæt til indhold

BC Catering udvider med 3.200 m2

Der er gang i salget af råvarer til storkøkkener og restauranter fra BC Catering i Stilling, som nu udvider

Samfund
Jørgen Bollerup Hansen

BC Catering på Niels Bohrs Vej i Stilling har taget hul på en stor udvidelse, hvor de nuværende godt 6.000 m2 udvides med 3.200 m2.

“Det er vores eksisterende lager, der udvides. Vi er vokset ud af det, vi har, og med de nuværende otte læsseramper, er vi meget udfordret på udkørselsdelen. Det er 12-13 år siden, vi udvidede sidst, og i dag har vi 21-22 lastbiler, der kører ud hver morgen. Med udvidelsen får vi nu 15 udkørselsramper,” siger Michael Jochumsen, direktør i BC Catering.

LÆS OGSÅ: Optiker overfaldet i konkurrents butik med slag og spark

For at opnå det, vendes hele flowet, så varerne køres ud i modsatte ende af i dag. BC Catering har lageret opdelt frost, køl og tørvarer. Det er frostdelen, der er i dag er mest presset, og de nuværende 1500 m2 kølerum udvides med 1.000 m2.

“Samtidig skifter vi køleteknikken til noget langt mere støjsvagt og energivenligt. Vi kommer til at spare en frygtelig masse energi,” siger Michael Jochumsen, der kom ind i firmaet for 17 år siden som og siden har fået mere og mere ansvarsfulde poster.

Grunden udnyttes 100 %

Udvidelsen kommer til at udnytte grunden fuldt ud, og lige nu har firmaet en dialog med kommunen om tilladelse til at udvide med 36 p-pladser, da nogle af pladserne vil tage noget græsareal, der var planlagt som grønt område.

Det er dog tydeligt, at der i dag er for få p-pladser. Der bygges for 28 mio. kr., og efter planen skal frost og køl stå færdig 1. august og det sidste 1. december.

BC Catering, der er en selvstændig virksomhed skabt ved en sammenslutning af flere små grossister, er i dag del af en landsdækkende kæde.

Firmaet har ligger i Stilling i tæt ved 20 år og leverer råvarer til storkøkkener, kantiner, restauranter og plejecentre i hele Østjylland fra Vejle til Randers.

Der er 98 ansatte, herunder egne chauffører og slagtere.

“Vi regner med at ekspandere, men samtidig bliver hverdagen lidt mere effektiv efter udvidelse,” siger Michael Jochumsen.

En af de nye varegrupper blandt de 50.000 varenumre, som BC Catering kan levere, er frugt og grønt.

“Det har vi hidtil leveret via en ekstern leverandør. Mens omsætningen af tørvarer falder, køber vore kunder mere frisk. Her har det store værdi, at vi kan købe 'hele træk', siger Michael Jochumsen - og taler her om hele lastbiltræk.

“Vi tager markedsandele, men vi kan også mærke en generel vækst som følge af, at danskerne spiser mere ude. Og at de køber mere færdiglavet mad, det var for eksempel tydeligt ved nytår. Kunderne er samtidig mere bevidste om, hvad de vil have. Derfor skal i kunne levere flere specielle produkter,” siger Michael Jochumsen.

På denne side er der lige nu tæt aktivitet hver morgen, når 21-22 lastbiler skal finde plads og flytte sig for hinanden, før de kører ud med varer. Foto: Bollerup
Her er der stor travlhed hver morgen, når varerne skal gøres klar til at blive kørt ud - og det kniber gevaldigt med pladsen. Det gøres der nu noget ved. Foto: Bollerup
Det er på denne side af bygningen, arbejdet nu er gået i gang med at udvide firmaet. Foto: Bollerup