Fortsæt til indhold

Ensomhed er værst for unge

Der er over 200.000 ensomme mennesker i Danmark

Samfund
Claus Sonne

“Der er en øget risiko for at blive ensom, når man er ung.”

Det fortæller psykolog og forsker i ensomhed Julie Christiansen, der er tilknyttet DEFACTUM, Region Midtjylland, samt Institut for Psykologi ved Syddansk Universitet.

“De unge er ekstra udsatte, fordi der sker så mange ting i denne periode af deres liv. Man påbegynder og færdiggør en uddannelse, flytter måske til en anden og får typisk mindre kontakt med sit gamle netværk, hvor vennerne måske får en kæreste, og sine forældre,” forklarer hun og tilføjer:

“Det betyder blandt andet, man ikke har nogen at spejle sig i.”

Mere sygdom

Når man er ensom, bliver man ramt på sit selvværd. Men det koster også på andre områder.

LÆS OGSÅ: Juleaften på Hotel Ry trækker mange frivillige til

“Ensomme mennesker bliver hyppigere syge og har en generelt nedsat livskvalitet. Så problematikkerne ved at være ensom er mange,” siger Julie Christiansen og forklarer, at ensomhed kan enten være noget hurtigt forbigående, eksempelvis når man flytter til en anden by, eller en varig tilstand.

“I den hurtigere version finder man hurtigt ind i nye netværker på jobbet, uddannelsen eller sportsklubben. Det er straks værre for de, der er varigt ensomme. Deres selvværd falder, og det gør det meget svært for dem at træde ind på den sociale scene. Samtidig er det enormt stigmatiserende og tabubelagt at være ensom, så det bliver svært at tale om det med andre,” siger forskeren.

Man regner med, at antallet af ensomme danskere overstiger 200.000 personer. Og at tallet er stigende.

“Flere og flere af os bliver skilt og kommer til at bo alene, hvilket bestemt øger risikoen for at blive ensom,” forklarer Julie Christiansen.

Tal om problemet

Ifølge Julie Christiansen er det derfor vigtigt, at der kommer fokus på ensomhed. Hun nævner, at man i England har en minister, der har til opgave at bekæmpe ensomhed.

“Desuden er det vigtigt, at der er forskellige tilbud at vælge mellem, når man skal flytte mennesker ud af ensomheden. Der er nemlig stor forskel på, hvad der virker på folk, og eksempelvis alder og eventuelle sygdomsforløb spiller en rolle.” understreger hun.