Greenpeace anmelder ulovligt trawleri med kuttere fra Gilleleje
To kuttere overvåget og anmeldt til Fiskerikontrollen. “Jeg skal ikke være dommer,” siger udvalgsformand
Siden begyndelsen af februar og frem til den 11. marts i år har organisationen Greenpeace overvåget to fiskekuttere med tilknytning til Gilleleje Havn. Kutterne har i perioden fisket ulovligt på seks fangstrejser, meddeler Greenpeace i en pressemeddelelse.
Organisationen har i pressemeddelelsen navngivet de to både. Slår man op i Skibsregistret, kan man se, at begge kutternes ejere bor i Gilleleje.
“Ulovligt fiskeri er et globalt problem, og det er noget, vi arbejder med at få stoppet. Vi har fået meldinger fra flere personer, der har fortalt os nogle ting og spurgt, om vi kunne kigge nærmere på det. Øresund har noget unikt, som vi skal passe på,” siger Magnus Eckeskog, der er havansvarlig i Greenpeace i Danmark, til Ugeposten.
Ugeposten spørger, hvorfor navnene på bådene også er offentliggjort:
“Vi vil gerne have, at de stopper,” siger Magnus Eckeskog.
I pressemeddelelsen fortæller Greenpeace, at besætningen på det ene fartøj valgte at kappe trawlet, da Greenpeace søndag den 11. marts valgte at konfrontere folkene på båden. De søgte hurtigt væk.
Vil ikke fælde dom
Formand for Gribskov Kommunes miljø-, klima- og kystudvalg Michael Hemming (Ø) vil ikke fælde dom i sagen på forhånd. Greenpeace har også afleveret dokumentation til Fiskerikontrollen.
“Man kan angribe det fra to forskellige synsvinkler: Under forudsætningen af, at Greenpeaces påstand er korrekt, så kan man undre sig over, at Fiskerikontrollen ikke har gjort mere. Den anden er, at man kan spørge, hvorfor Greenpeace ikke lader Fiskekontrollen om at være Fiskekontrollen,” siger han til Ugeposten.
“Vi ved, at Øresund er et meget sårbart havmiljø. Blandt andet har der været trawlforbud i 80 år. Det er ikke et forbud, der er lavet for sjov skyld. Men jeg kan ikke være dommer over, om det er rigtigt, at det er ulovligt. Det må Fiskekontrollen finde ud af,” siger han.
“Selvfølgelig skal fiskerne holde reglerne, men jeg kan ikke være dommer. Det er ikke sikkert, at de to fiskekuttere har gjort noget ulovlligt. Det er Greenpeaces påstand, og så er det vel også den korrekte måde at gøre det på, at man går videre til den instans, der skal håndtere det,” siger Michael Hemming.
Ifølge Greenpeaces pressemeddelelse, har Gilleleje Fiskeauktion modtaget fiskene fanget med trawlet et par gange. Ugeposten har ikke kunnet træffe Gilleleje Fiskeauktion for en kommentar.
“Ude på at smadre erhvervet”
Til Frederiksborg Amts Avis siger formand for Gilleleje Fiskeriforening Jan Nordahl Petersen:
“Hvis de mener, der er noget, så må de jo dokumentere deres påstande. Jeg kan jo ikke vide, hvor hver enkelt båd fisker, men de små både under 12 meter må gerne fiske efter torsk i Øresund, hvis de holder sig på dybder under 20 meter. I forvejen er der blev strammet op på reglerne i forhold til tidligere år. Fiskerikontrollen kender bådenes afgangs- og ankomst-tidspunkter fra havnen, og det er en myndighedsopgave at udføre kontrollen. Greenpeace er bare ude på at smadre erhvervet.”
FAKTA
Sagen kort
Fra 1. februar til den 31. marts er trawlfisker i den del af Øresund, der kaldes “Kilen” for at beskytte den vigtige bestand af gydende torsk. Forbudet gælder også en anden del af Øresund, hvor de to Gillelejekuttere ifølge Greenpeace har fisket.
Organisationen har videofilmet, taget billeder og målt de to kutteres position via GPS. Dokumentationen er sendt til Fiskerikontrollen.
Kilde: Greenpeace