Fortsæt til indhold

Kurt har rettet plader i 40 år

Kurt Gulev startede ved et tilfælde hos svogeren som mekaniker og tippede den tidligere lærling Jens Johansen om værkstedet, da den kom til salg

Samfund
Kian Johansen

“Knejtene kigger lidt engong imællem, når jeg finder mine ma'er frem. De har jo aldrig set syltede græskar på leverpostejen, eller go' sylte. Min mor på over 80 laver det selv. Og jeg kan godt lide den slags mad.” Kurt Gulev på 61 fra Farre har været ansat hos Metax Auto, senere Byens Auto i Hammel i 40 år her første februar. De seneste ti år kunne have været som indehaver, men det vender vi tilbage til.

Els og hels

'Knejtene' er de tre andre mekanikersvende, hvoraf nogle af dem er over 40 år gamle.

Kurts citat er ikke fyldt med stavefejl, men et forsøg på at gengive hvordan automekanikeren, udlært i 1976 fra Haurum Auto og Traktorværksted, egentlig taler - for han er stolt af det.

“Mit barnebarn på 8 har bedt mig om at stave rigtigt, når jeg sms'er hende. Jeg skriver 'els' og 'hels' og det bryder hun sig ikke om,” storgriner Kurt Gulev, inden han igen kniber øjnene sammen i et smil.

Kurt Gulev blev den første i Danmark der fik diplomet som uddannet karosseritekniker. Foto: Kian Johansen

Svejser i 40 år

Eller skal vi sige karosseritekniker.

“Jeg er den første i Danmark der fik beviset,” lyder det uden pral, nærmere forundret fra automekanikeren der i 2014 fik bevis på det, han har kunnet siden 1976, nemlig at svejse, rette plader og sætte dem på bilerne igen.

At svejse er ikke bare at svejse, der er punktsvejsning, MIG/MAG svejsning og CO2 svejsning, for bare at nævne et par af de teknikker og metoder Kurt Gulev bruger i hverdagen.

“Det helt nye er limteknikkerne, på et tidspunkt er der sgu ikke nogen der svejser længere. Jeg kan godt lide det, fordi der skal akkuratesse til. Du laver det hele selv og sætter det selv på fra ende til anden.”

Fritiden går med jagt, camping og 'Mo Tor Cyklen', som han kalder sin Honda Silwerving, 450 kubik fra 1983, samme år som den yngste af de to døtre blev født i.

Den røde arbejdsbænk

Ideen om at være 40 år det samme sted lå ikke lige i handskerummet for Kurt. Svogeren Villy Østergaard ringede en kold 1. februar og bad ham om at komme og hjælpe til. Der var travlt hos Metax Auto på Anbækvej, som det hed dengang i 1978. Han har været der lige siden.

I 2008 ville svogeren sælge, helst til Kurt.

“Men jeg skal ikke drive værksted. Dengang var jeg 52 år, så jeg ringede til den tidligere lærling Jens Johansen, han havde den rette alder til at drive et værksted i mange år, han gik og ledte efter et værksted,” genfortæller Kurt, mens han peger på en rød arbejdsbænk fyldt med værktøj ude i værkstedet. “Jeg vidste jo ikke om jeg skulle blive, så jeg købte den af Villy inden Jens overtog.”

Bænken står der endnu.

“Ja Jens driller jo med, at han også skal have mig ansat i 30 år.”

Derfor er der lavet en rampe ned til det nederste værksted, så rollatoren kan komme derned, lyder vandrehistorien. Det er nok mest til de små maskiner, så de kan komme frem mellem de to værksteder.

“Ja så bor jeg sgu ovre på det nye plejehjem på Delika-grunden og kan trille herover hver dag.” Kurts ansigt flækker i et grin med tænder i.