Hallssti bliver to meter bredere
Udvidelse giver dobbelt så meget plads til cyklister på Hallssti
Aarhus Kommune er netop begyndt på arbejdet med at gøre det mere sikkert for fodgængere og cyklister at færdes og komme frem på Hallssti, der går mellem M.P. Bruuns Gade og Frederiks Allé i centrum af Aarhus.
Kombinationen af fodgængere, cyklister og parkerede cykler gør Hallssti til et kaotisk og til tider sikkerhedsmæssigt udfordret trafikalt knudepunkt i Aarhus, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Løsningen er et brodæk ned til banelegemet. Brodækket gør stien to meter bredere og fordobler dermed pladsen til cyklister.
"Tusindvis af aarhusianere færdes dagligt på Hallssti, og vi skal selvfølgelig sikre, at de kommer sikkert frem. Særligt fodgængere bliver i dag presset af de mange cyklister på strækningen. Med denne udvidelse får de deres eget dedikerede spor tilbage, fordi cyklisterne bliver fordelt på to spor i stedet for ét,” siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.
LÆS OGSÅ: Cykelsti-kaos på havnen: Nu er der ændringer på vej
Brodækket bliver bygget hos en stålentreprenør i Grenaa og derefter monteret direkte på skråningen. Derfor bliver en del af del af det indledende arbejde at fjerne buskads fra området. Når broen skal sættes op, vil delstrækninger på skift blive lukket for gennemkørsel. Skiltning i området vil gøre opmærksom på omkørsler, indtil arbejdet er afsluttet til juli.
Kommunen planlægger desuden at bygge et større cykelparkeringshus ved Brunns Galleri. Byggeriet forventes at begynde i 2019. Indtil da bliver der arbejdet på at finde en midlertidig løsning til de mange parkerede cykler på Hallssti. Løsningen vil senest være på plads, når udvidelsen af stien er færdig, oplyser kommunen i pressemeddelelsen.
jr