Busbjerg sætter Shrek på plakaten
Busbjerg Spillene har tegnet kontrakt med MTI i England om opsættelse af musicalen Shrek i sommeren 2019.
Mange kender i forvejen historien om Shrek gennem den oscarvindende animationsfilm fra Dreamworks og musicalen er allerede set af mange danskere i forskellige opsætninger. Senest har Skansespillet i Hals sat forestillingen op med helt udsolgte forestillinger.
Musicalen Shrek er historien om den grumme trold der bor i sumpen, hvis ro forstyrres da grev Farquaad forviser alle eventyrfigurerne til hans sump. For at få sumpen for sig selv, må Shrek indgå en aftale med grev Farquaad om at hente eventyrprinsessen, Fiona, i slottet som bevogtes af en drage, så greven kan gifte sig med hende. Shrek starter ud på den farlige færd med det talende æsel og skal igennem mange prøvelser inden 2. akt er slut.
Det er en stor satsning at sætte denne forestilling op, ligesom der vil være store krav til både syersker og scenebyggere om at skabe et magisk univers med alle mulige slags eventyrfigurer. Der bliver brug for rigtigt mange skuespillere og der er også rigtigt mange roller i denne forestilling, så bestyrelsen håber at der vil komme mindst lige så mange til audition som der gjorde til Busbjergs sommerforestilling The Sound of Music som har premiere 14. juni.
Der afholdes audition i september 2018. Følg med på hjemmesiden www.busbjerg.dk om informationsmøde og tilmelding til audition.