Fortsæt til indhold

Hadsten og Ulstrup vil også være rene

Thorsø, Lyngå og flere andre byer har i årevis fjernet skrald fra byens rum. Nu er Ulstrup og Hadsten også med

Samfund
Kian Johansen

Plastposer, cigaretskod, gamle cykler.

Listen er lang, når frivillige støvsuger grøfter og fortove for skrald.

Det har frivillige i en del byer i Favrskov gjort hvert forår.

Nu er ideen også kommet til Hadsten og Ulstrup. Søndag 22. april er der grøn søndag i Hadsten., hvor frivillige kan mødes på p-pladsen foran Stationsparken klokken 10. I Ulstrup er det fra Dannebrogspladsen på samme tidspunkt. Og også i Thorsø.

I Hadsten er det Lise-Lotte og Søren Hjermitslev og Lars Bentzen, der har iværksat et tiltag omkring affaldsindsamling på byens områder. Initiativet blev taget efter en debat på gruppen Facebook Hadsten, hvor Lars Bentzen postede på facebook, hvordan han havde fjernet affald, som var dumpet ved Hadbjergvej. Efterfølgende ryddede Lise-Lotte og Søren Hjermitslev området i lyskrydset på vestsiden ved Skanderborgvej/Hammelvej.

“Vores fokus vil ligge på de arealer og veje, hvor borgerne måske ikke føler et ejerskab,” siger administrator og initiativtager Lise-Lotte Hjermitslev. Særligt langs de store veje og på grønne områder, er der problemer med affald.

“Vi vil klart opfordre til, at man tænker sig om en ekstra gang i forhold til tilgangen til naturen. Problemet stammer ligeså meget fra ubetænksomme voksne, som fra unge og børn”, siger Lise-Lotte Hjermitslev fra HADSTEN Min by – ren by, der også har oprettet en facebook-side med samme navn.