Kattegatcentret atter kåret som Nordens Bedste Akvarium
Djursland-attraktionen vandt foran 13 andre akvarier
Nordens Bedste Akvarium ligger i Grenaa.
Kattegatcentret har nemlig i sit jubilæumsår vundet den eftertragtede Store Barnsemester-pris i en stor, svensk afstemning.
Det oplyser Kattegatcentret i en pressemeddelelse.
Det er anden gang, at centret vinder i kategorien Bedste Akvarium/Tropikarium i Norden.
LÆS OGSÅ: Syddjurs Award 2018: De fik en statuette med hjem
Det er svenske børnefamilier, der har nomineret Kattegatcentret til prisen, og det er folk fra hele Skandinavien, der de seneste par uger har stemt på deres favorit-akvarium.
Og det var en meget glad og stolt direktør, der modtog nyheden.
”Vi kan næsten ikke få armene ned og er meget glade. Vi var oppe imod et rigtig stærkt felt, så vi er meget stolte over, at børnefamilier i hele Skandinavien har valgt at stemme på os - og vi lover at gøre alt for at leve op til den fornemme pris,” siger Helle Hegelund, direktør i Kattegatcentret, der også vandt prisen i 2016.
LÆS OGSÅ: Valg: AquaDjurs havde glemt en mand på kandidatlisten
Titlen bliver endda generobret i jubilæumsåret, hvor Kattegatcentret fylder 25 år den 7. maj.
”Det betyder selvfølgelig ekstra meget. Kattegatcentret har siden sin åbning i 1993 gjort over 6,5 million gæster bidt af havet, og det agter vi på allerbedste vis at blive ved med. Vi har masser af nye oplevelser i støbeskeen, så vi kommer ikke til at hvile på laurbærrene,” lover Helle Hegelund, der blandt andet barsler med modernisering, udvidelse samt nye havdyr og oplevelser.
”Vi har lige haft premiere på et helt nyt opgaveløb, vi inviterer til nye og spændende oplevelser i påskeferien, der kommer snart nye beboere i hajtanken, og så arbejder vi ihærdigt på den første etape af vores store masterplan, der blandt andet kommer til at rumme den mest fantastiske oplevelse med pingviner,” fortæller direktøren.
dp