Fortsæt til indhold

“Bak op om Stones...”

Kjeld Walther, Lerbjerg, opfordrer erhvervslivet til at støtte udstilling, som ellers er lukningstruet

Samfund
Anette Bonde

“Kære erhvervsdrivende - vær med til at bevare “Stones by the River” og vær med til at gøre Hadsten til en levende by, som skiller sig ud som noget særligt”, lyder det fra Kjeld Walther, Lerbjerg.

Selv om bestyrelsen er indstillet på en lukning og har indkaldt til en ny ekstraordinær generalforsamling i foreningen HadSTEN KUNST med det formål at opløse foreningen, håber han, at der kan findes en udvej.

“Udstillingen trækker masser af turister og besøgende til fra hele området. Det er et virkelig godt initiativ.”

Forkærlighed for granit

Kjeld Walter har ikke hidtil været engageret i foreningen. Han har blot en forkærlighed for granit, hvilket også ses i hans have, der huser flere granitfigurer. Derfor mødte han op til den ekstraordinære generalforsamling tirsdag 6. februar i Foreningen HadSTEN KUNST. Bestyrelsens oplæg var, at foreningen skulle nedlægges og dermed, at udstillingen “Stones by the river” stopper. Bestyrelsen har tidligere henvist til det store arbejde med at finde de 150.000 kroner, der hvert år skal til for at gennemføre udstillingen.

Ud over bestyrelsen på fem personer var der mødt to medlemmer og to gæster. Ifølge vedtægterne skal vedtægtsændringer besluttes af mindst 2/3 af medlemmerne. Foreningen har 24 medlemmer, og generalforsamlingen var derfor ikke beslutningsdygtig.

Derfor har bestyrelsen indkaldt til en ny ekstraordinær generalforsamling mandag 19. februar klokken 11 på bestyrelsesmedlem Gregers Petersens kontor, Aagade 97 i Hadsten.

Når der er tale om ekstraordinær generalforsamling nummer to, kræves der kun opbakning fra 2/3 af de fremmødte for at lave vedtægtsændringer.

Kjeld Walther fortæller, at erhvervsvirksomheder kan fradrage/afskrive kunststøtte og opfordrer erhvervslivet til at støtte foreningen Hadsten Kunst.

Kunststøtte kan fradrages

Kjeld Walther, der selv er selvstændig erhvervsdrivende, blev først for et par måneder siden bekendt med, at erhvervsvirksomheder kan fradrage eller afskrive kunststøtte. Det skete helt tilfældigt i forbindelse med, at han besøgte en kunstudstilling i Herning.

Denne mulighed vil han gøre opmærksom på til de erhvervsfolk i Hadsten og omegn, der måske heller ikke har vidst dette. Han fortæller, at det fulde beløb kan fratrækkes på selvangivelsen, hvis det er på cirka 13.000 kroner. Ved større beløb kan summen afskrives efter de gældende regler for driftsmidler.

Kjeld Walther opfordrer også både medlemmer og ikke-medlemmer til at møde frem til den ekstraordinære generalforsamling for at vise deres støtte og om muligt at bevare “Stones by the river”.

Arbejder på sagen

Palle Daugaard, medlem af den afgående bestyrelse, fortæller, at der stadig gøres forsøg på at redde udstillingen. I øjeblikket arbejdes der på at finde en anden forening, der vil kunne overtage opgaven.