Flere huse i den hvide by har fået et grønt skær
De hvide facader i Skanderborg Bakker skal også vedligeholdes
Den hvide by i Skanderborg Bakker er blevet lidt af et ikon for Skanderborg, da de markante hvide bygninger er synlige langt omkring.
Men tidens tand har allerede sat sit præg på de første punkthuse, som Sjælsø Gruppen stod for, inden gruppen gik konkurs i 2013.
Entreprenørfirmaet Raundahl & Moesby A/S står for de to sidste punkthuse i Skanderborg Bakker.
Det sidste er under opførelse, og UgeBladet har spurgt projektchef Per Falstie, om vi kan forvente, alle punkthuse om få år er grønne af alger.
“Det er ikke unormalt, at husfacader får farve med tiden, men vore to punkthuse har en facade af glat beton, der er noget mere afvisende. Sjælsø Gruppen brugte en facadebeklædning med plader, der er pudset, og som giver en noget mere ru facade, der lettere fanger snavs og som kræver mere vedligeholdelse,” siger han.
LÆS OGSÅ: Konkurs: Flere hundrede ejere mister garanti
Det ved Jens Christian Jensen, der sidder i bestyrelsen for ejerforeningen i Kongefolden 2-4 udmærket.
“Vi er ved at undersøge, hvad det vil koste at rense facaden og give den en behandling, så den bliver mere afvisende. Vi skal også have lavet nogle konstruktionsfejl, der gør, at der trække vand ind øverst i facaden. Men det er ikke kun os, der har problemet. Vi har udsigt til nordsiden af alle de lave huse, og hold da op - det er grønne huse. Det ser ganske forfærdelig ud. Men vi vil på en ekstraordinær generalforsamling foreslå, at vi gør noget ved det i år i vores ejerforening. Det bliver dyrt, formentlig omkring 800.000 kr., da vi skal have et stillads op til arbejdet,” siger Jens Christian Jensen, der flyttede ind i oktober.
Før boede han i et hvidt hus i Voerladegaard, så han kender udmærket til udfordringerne med et hvidt hus.
“Vi håber, vi kan finde en løsning, så der vil gå flere år imellem, vi skal gennemføre så stor en vedligeholdelse. Vores hus er 10 år gammel og er den ældste af punkthusene. Men der er ikke sat penge af til vedligeholdelse af den her art. Det skal der måske gøres fremover,” siger han.
I Kongefolden 2-4 er der 34 ejere om at dele udgiften.