Thorsø Kirkes stjålne messehageler genskabes på Mols
Et omfattende indbrud for halvandet år siden efterlod et værdifuldt tab
En stor bus med 40 personer fra Thorsø og omegn i Favrskov Kommune parkerede en eftermiddag i februar udenfor glas- og billedkunstner Elín Stefánsdóttir og ægtemand Gert Madsens ejendom midt i Vrinners på Mols i Syddjurs Kommune.
LÆS OGSÅ: THORSØ KIRKES UDSTYR PÅ VEJ TILBAGE EFTER TYVERI
De 40 nysgerrige kom for at se tilblivelsen af den sidste af tre messehagler, som Thorsø Kirke fik stjålet tilbage i juli 2016.
“Vi havde de 25 år gamle tegninger liggende af de oprindelige messehageler,” fortæller Elin.
Omfattende produktion
“Så nu er vi - Gert hjælper til med den tunge svenske damaskvæv, der er 28 år gammel - i gang med den sidste messehagel, som bliver færdig her i foråret 2018. De to andre har vi leveret.”
Elín Stefánsdóttir kommer oprindeligt fra Island.
Hun har efterhånden skabt væverier til mere end 100 kirker i Danmark og på Island.
“Når jeg skal væve et tæppe eller en messehagel, tænker jeg på, at det tekstil, jeg væver, skal passe ind i kirken. Man skal føle, at det bor der. “