Fortsæt til indhold

Slagter Schmelling laver landets bedste spegepølse

Slagter Schmelling i Gilleleje har for gud ved hvilke gang fået medaljer for sine imponerende pølser

Samfund
Jeppe Helkov

Det må efterhånden være lidt trist for konkurrenterne at stille op i konkurrencer, hvor Slagter Schmelling fra Gilleleje også står på deltagerlisten. For det er nærmere blevet reglen end undtagelse, at de ved konkurrencer render med den ene medalje efter den anden.

Den seneste konkurrence var ingen undtagelse. Et dommerpanel bestående af seks fagdommere har nemlig uddelt tre flotte medaljer til Slagter Schmelling.

Det blev til én guldmedalje og to af sølv. Guldmedaljen blev sikret i konkurrencen om 'Danmarks Bedste Spegepølse'. Det var Slagter Schmellings Palermopølsen med fennikel og pistacie, der fik den flotte hæder.

I kategorien 'Danmarks Bedste Leverpostej' samt 'Danmarks Bedste Grillpølse' blev det til to sølvmedaljer for henholdsvis den hjemmelavede leverpostej samt oksegriller med cheddar, chili og bacon.