Fortsæt til indhold

Dette store læs affald dumpet i skovbunden

Naturstyrelsen vil nu forsøge at identificere ’gerningsmanden’ ved at kigge affaldet igennem

Samfund
Martin Warming

En ukendt gerningsmand har smidt et stort læs affald i skovbunden på Hingsterhusvej i Store Dyrehave i Hillerød - tæt på krydset Københavnsvej/Overdrevsvejen. Affaldet blev opdaget af en skovgæs torsdag eftermiddag. Hun ringede straks til Naturstyrelsen, der nu vil sørge for, at affaldet bliver fjernet. Det fortæller skovløber Bjarne Persson til Hillerød Posten.

Se flere billeder af skovsvineriet længere nede i artiklen

"Vi vil fjerne det så hurtigt som muligt, og så må vi prøve at se, om vi kan finde ud af, hvem der har smidt det i skoven. Vi går det hele igennem for at se, om der er noget, der kan identificere gerningsmanden. Og så melder vi det selvfølgelig til politiet, hvis vi finder noget brugbart,” siger skovløberen.

Det er ikke helt til at vide, hvornår affaldet er blevet smidt i skovbunden, men Naturstyrelsen vil gerne høre fra folk, der har set eller hørt noget.

Fik du læst: Se videoen: 350.000 kubikmeter vand pumpes ud i Pøleå

“Det er jo desværre ikke første gang, vi oplever den slags. Det kommer lidt i bølger, men det er specielt i forårs-månederne, det er et problem. Det hænger måske sammen med, at der er mange, der går i gang med den store forårsrengøring og får skrabet en masse affald sammen,” lyder teorien fra Bjarne Persson, der har svært ved at forstå, hvorfor nogen kan finde på den slags.

“Det undrer mig virkelig. Hvad pokker sker der inde i hovedet på folk. De kan jo bare køre på genbrugsstationen og aflevere det. Jeg forstår ikke, at folk kan finde på at smide det i skoven,” slutter Bjarne Persson.

Naturstyrelsen vil nu forsøge at identificere affaldets ejermand ved at gennemgå det. Foto: Martin Warming
Det var en skovgæst, der opdagede affaldet torsdag eftermiddag. Foto: Martin Warming