Efter hashrygning er der nu kamera-overvågning
Ry Hallerne har sat kamera op i madpakkehus efter hashrygning
Ry Hallerne har stadig problemer med unge, der ryger hash, og for få uger siden fik centerleder Jens Szabo underretning om, at nogle drenge røg hash i madpakkehuset, som hallen åbnede i august.
Efter at nogle drenge råbte efter og skræmte nogle børn, der var på vej til den nye kunstgræsbane, valgte Jens szabo at montere kameraovervågning i madpakkehuset, fortæller han til Århus Stiftstidende.
LÆS OGSÅ: Organiseret hash-handel ved Ry-Hallerne
Han kritiserer samtidig kommunens SSP for ikke at oplyse korrekte tal om omfanget af unge i Ry, der har problemer med hash.
Jens Szabo vurderer, der er mellem 10 og 20 i en hashrygende gruppe i Ry, mens meldinger fra SSP er en håndfuld. Hvilket han kalder for ekstremt provokerende.
Han mener Ry-Hallerne står alene med problemet, og at de lokale parter ikke evner at samarbejde ordentligt.
Formand: Fakta er vigtige
Frands Fischer (S), der er formand for byrådets Undervisnings- og Børneudvalg, tør ikke afgøre, om SSPs tal er rigtige eller forkerte.
“Men når det er tal i den størrelsesorden, bør vi kunne finde ud af det. Derfor er det noget, vi skal se på, og jeg er glad for, at Jens Szabo, der er medlem af Undervisnings- og Børneudvalget, er gået ind i det. Det er i al fald vigtigt, vi har styr på fakta,” siger han.
“Jeg er nødt til at stole på, hvad jeg får lagt frem, og SSP har den bredeste berøringsflade. Men i budgettet for 2018 er det også aftalt, at vi skal se på, om vi griber SSP-arbejdet optimalt an. Noget indikerer, vi kan gøre nogle ting smartere og få mere ud af det. Direktionen har fået til opgave at komme med forslag til en mere moderne form, men i udvalget vil vi gerne inddrages i den proces,” siger Frands Fischer.
Ombudsmanden er på vej
Sideløbende kører ombudsmandens undersøgelse af kommunens indsats i Ry-sagen.
“Den vil vi også lære af. Jeg har svært ved at tro, at ombudsmanden konkluderer, at det hele er gået efter en snor, og at der ikke er noget, der kan forbedres,” siger Frands Fischer.