Åskolen river alligevel hus ned for at bygge nyt
Den nye friskole er kommet godt igang
Det ville blive cirka to mio. kr. dyrere at renovere og indrette den tidligere bolig på Brogårdsvej ved Efterskolen Ådalen, end at bygge et helt nyt hus med nutidig standard for lys, lyd og luft til den ny friskole Åskolen, der åbnede for de første børn i sommer i 'lånte' lokaler på efterskolen.
“Selv om vi gerne vil stå for genbrug, ville det være for dyrt, og nu får vi en meget bedre bygning helt efter vore ønsker,” siger Åskolens leder Thomas Kjeldgaard.
Villaen er nu revet ned, og det nye byggeri skal efter planen stå færdig i juli med 350 m2, hvorefter friskolebørnene rykker ind.
LÆS OGSÅ: Åskolens leder er klar til skolestart
Da Åskolen slog dørene op i august, havde skolen ni elever. Det er siden vokset til 12, og fra næste skoleår starter der mellem 15 og 20 elever i nulte klasse - altså over det mindstemål på 14, som skolen havde sat. Og under de 22, som skolen ønsker som maksimum i de nye klasser.
“Friskolen har fået lige den start, vi kunne drømme om,” siger Thomas Kjeldgaard.
LÆS OGSÅ: Friskole får e-sport på skoleskemaet
Samtidig er forarbejdet til byggeri af den egentlige friskole i Byparken i fuld gang. I sidste uge holdtes sidste workshop med bred deltagelse, også naboer. Der skal laves en lokalplan, og blandt ideerne er en sal og lokaler, der også kan bruges som et medborgerhus for at øge mangfoldigheden i nærområdet. Der bygges i to etaper, den første i 2020.