Fortsæt til indhold

Kirsten Brosbøl besøgte 4.A på Realskolen

Det lokale folketingsmedlem var med til at sætte fokus på krop og grænse

Samfund
Arkiv

Også på Skanderborg Realskole er der ekstra fokus på krop og grænser i forbindelse med den årlige kampagneuge Uge Sex fra Sex og Samfund. Det gjaldt også i 4.A, der tog fat på emnet mandag morgen, og i den anledning havde klassen besøg folketingsmedlem og tidligere minister Kirsten Brosbøl fra Socialdemokratiet.

Kirsten Brosbøl har længe haft et samarbejde med Sex og Samfund og interesserer sig for ligestilling, køn og demokrati helt ned i børnehøjde.

Denne mandag morgen kunne hun opleve, hvordan eleverne i 4. A tog aktivt stilling til flere områder inden for kroppen både fysisk og psykisk. Der blev også talt om mediers indflydelse på kropsidealer, selvværd, det at føle sig tryg og det at have mod til at sige “Stop!”. Det fortæller Realskolen i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: 20-årig østjyde kendt skyldig i stor børnepornosag

Efter besøget skrev Kirsten Brosbøl følgende på sin Facebookside:

“Skanderborg Realskole deltager sammen med over 500.000 skoleelever i hele landet i Sex & Samfunds ‘Uge Sex' med fokus på kropsbevidsthed, kropsglæde og kropsidealer. Jeg havde fornøjelsen af at deltage i seksualundervisningen i en skoleklasse her til morgen. Der blev talt ud af posen om mobning pga. kønsdeles udseende, mediers påvirkning af idealer, adfærd på sociale medier, og personlige grænser. Det er så vigtigt, at vi får taget de her samtaler med børn og unge.

De oplever et kæmpe pres fra deres omverden for at se ud og opføre sig på en bestemt måde. Jeg er ikke i tvivl om, at det er en af årsagerne til de stigende problemer med psykisk sårbarhed blandt unge. Vi skal ruste dem bedre til at kunne sætte grænser, tale om krop og køn, og træffe oplyste valg.

Lærerne har en afgørende rolle i at sikre læring og trivsel om køn, krop og seksualitet. Derfor mener jeg fortsat, at seksualundervisning skal være obligatorisk på læreruddannelsen. Tak til Skanderborg Realskole for en tankevækkende start på Uge Sex!”

cns