Postarbejdere i PostNord har nedlagt arbejdet
Der er ingen breve i postkasserne i det østlige Danmark i dag. Mere end 200 medarbejdere på aften- og natholdet i brevterminalen i Taastrup har nedlagt arbejdet i en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, skriver dr.dk.
"Det kommer til at gå udover kunderne, og det er meget beklageligt. Jeg har ikke på nuværende tidspunkt fået den udtalelse med de otte-ni punkter om utilfredshed, som jeg har erfaret, at medarbejderne har skrevet ned, inden de forlod arbejdspladsen," siger HR-chef i PostNord Danmark, Hans Erik Lindkvist.
Ifølge dr.dk har arbejdsnedlæggelsen dog noget at gøre med, at medarbejderne er utilfredse med længden af deres egenbetalte spisepause samt et nyindført rygeforbud på PostNords matrikler.
Det er kun omdeling af breve, der bliver berørt af arbejdsnedlæggelsen, ikke pakkepost.
Det er uvist, hvornår der igen bliver puttet breve i postkasserne i den østlige del af landet.