Fortsæt til indhold

Kattegatcentret dyster om svensk turistpris

Nomineret til Nordens Bedste Akvarium

Samfund
Arkiv

Svenske børnefamilier er så bidt af Kattegatcentret, at de netop har nomineret den snart 25 år gamle attraktion til Store Barnsemester-prisen i kategorien Nordens Bedste Akvarium.

”Vi er simpelthen så glade og stolte over nomineringen - og at det ikke er en almindelig jury, men derimod børnefamilier, der står bag, betyder rigtig meget,” fortæller direktør i Kattegatcentret, Helle Hegelund i en pressemeddelelse.

Det er Sveriges største ferie-hjemmeside for børnefamilier, Barnsemester.se, der står for afstemningen. Nomineringen bliver foretaget på baggrund af svenske børnefamiliers tips og ideer til hjemmesidens redaktion. Derudover har redaktionen allieret sig med testfamilier, der året rundt bedømmer en lang række forskellige børnevenlige attraktioner i hele Norden.

Pingviner i farvandet

Kattegatcentret fylder 25 år den 7. maj og har tidligere vundet den eftertragtede pris.

”Vi vandt prisen i 2016, og det kunne da være fantastisk, hvis vi her i Kattegatcentrets jubilæumsår generobrede titlen. Så nu håber vi, at alle vores gæster går til tasterne, og giver os deres stemme,” fortæller Helle Hegelund.

Selvom jubilaren har mange år på bagen, ligger Kattegatcentret bestemt ikke på den lade side, men sætter flere skibe i søen end nogensinde før.

”I vinterferien har vi premiere på et helt nyt opgaveløb, og vi laver fiskesuppe på vores nye brændekomfurer. Vi arbejder også på andre overraskelser og på en markant udvidelse, der blandt andet kommer til at rumme Danmarks mest unikke pingvinoplevelse. Så vores gæster kan som altid forvente et hav af oplevelser,” fortæller Helle Hegelund.

Stem på Kattegatcentret

Har man lyst til at påvirke udfaldet af afstemningen, kan man give Kattegatcentret sin stemme på www.barnsemester.se helt frem til den 13. marts 2018. Vinderen vil umiddelbart herefter blive annonceret på hjemmesiden. Kattegatcentret er nomineret i kategorien sammen med Den Blå Planet, Nordsøen Oceanarium og 11 andre akvarier fra hele Norden. logy