Fortsæt til indhold

Boliger nær motorvej får en ny chance

Samfund
Arkiv

Et flertal i Miljø- og Planudvalget har vedtaget at igangsætte arbejdet med at lave en lokalplan for et nyt boligområde ved Korsvejen, nær den østjyske motorvej og nord for kolonihaveområdet Venezuela. Der er et krav, at byggeriet kan opfylde de lempede støjkrav.

Det sker efter, at ansøgeren til byggeprojektet har meddelt, at det ikke vil være muligt at opfylde de almindelige støjkrav. Med henvisning til, at byggeriet af nye almennyttige boliger på hjørnet af Stilling Landevej og Virringvej sker med lempede støjkrav, ønsker bygherren på Korsvejen derfor også at komme under de lempede krav.

Efter er foretræde for udvalget, har et flertal nu bestemt, at lokalplanarbejdet kan gå i gang på de vilkår. Kun udvalgets formand, Claus Leick (SF), stemte imod.

LÆS OGSÅ: Måske vil kommunen bløde støjkrav op

“Det er nok lidt usædvanligt, at jeg bliver stemt ned som formand. Men det kan jeg godt leve med, da det er en skønssag. Jeg kan ikke støtte byggeriet, da lydforholdene ikke kan sammenlignes direkte med projektet i Anebjerg,” siger Claus Leick.