Viden Djurs etablerer salgsafdeling
Skillz skal intensivere samarbejdet med virksomhederne på Djursland om elevpladser
GRENAA: Skillz er navnet på den salgsafdeling, Viden Djurs har etableret for at intensivere samarbejdet med virksomhederne på Djursland om elevpladser. Den nye salgsafdeling har adresse på Ågade 2A, 1.th. i Grenaa midtby.
”Mangler I en elev, stiller vi op med to kandidater uanset branche! Det er vores motto fremover, når det gælder om at forsyne virksomhederne på Djursland med talent,” lover Torben Johansen.
Han er salgs- og praktikchef for Viden Djurs Skillz og tilbyder med det nye motto, at hans afdeling vil skaffe elever til alle virksomheder, der på Djursland ønsker det, også hvis det er på fagområder, Viden Djurs ikke selv uddanner faglærte.
Skillz får fem indsatsområder: Opsøgende praktikpladsarbejde, gøre eleverne erhvervsparate, drive en effektiv skolepraktik, netværk med virksomhederne, blandt andet nyhedsmail fire gange om året, markedsprojekter, for eksempel kampagner.
Langvarig relation
”Med Skillz ønsker vi at etablere en stærk og langvarig relation til virksomhederne med en tydelig og handlingsorienteret tilstedeværelse i markedet,” fortæller Torben Johansen.
Dermed har virksomhederne et sted at henvende sig, når de ønsker en elev uanset inden for hvilket fag.
Organisering
Afdelingen kommer til at referere til direktør for Viden Djurs, Ole Svit, og vil til dagligt blive ledet af Salgs- og Praktikchef Torben Johansen.
Afdelingen består på nuværende tidspunkt af: Helle Bager, instruktør og vejleder på detailuddannelserne, Morten Sejer Sørensen, instruktør og vejleder på detailuddannelserne, John Bertelsen, instruktør og vejleder på kontor- og handelsuddannelser samt administration, Niels Erik Iversen, virksomhedskonsulent, Bjarne Nielsen, tilknyttet som freelance virksomhedskonsulent i forbindelse med målrettede praktikpladskampagner.
Ikke tilfældigt navn
“Navnet Skillz er ikke tilfældigt. Det handler om færdigheder og viden hos Viden Djurs, og timingen er vigtig, fordi mange unge netop nu skal vælge, om de vil satse på en erhvervsuddannelse,” siger direktør Ole Svit.
Norddjurs ligger fint til med 36 procent unge, som vælger en erhvervsuddannelse. På landsplan er målet 25 procent i 2020 og 30 procent i 2025.
“Der er arbejdsgivere, som melder ud, at de har svært ved at finde en elev, og det skal vi da gerne hjælpe dem med. Derfor giver vi dem garanti for, at de altid vil have to kandidater at vælge mellem,” siger Torben Johansen.
“Jeg kender ikke til andre erhvervsskoler, der leverer så konkret en løsning på dette område - og det er helt sikkert første gang, at der ligefrem udstedes en garanti til virksomhederne,” siger direktør Ole Svit.