Fortsæt til indhold

Brud på tillid og lårben

I Albøge holder man liv i traditionen med lokale amatørskuespillere på scenen

Samfund
Af Søren Andersen

ALBØGE: Det er en mangeårig tradition der holdes liv i, når der spilles dilettant i Albøge Forsamlingshus - hvor der spilles lørdag 3. marts, torsdag 8. marts og atter lørdag 10. marts.

Årets stykke med titlen “Tillidsbrud og Lårbensbrud” foregår i en lægeklinik, hvor skæbnen har placeret doktor Skjoldager.

Patienter er der ikke mange af, så der må tænkes kreativt - og så er der gang i løjerne på scenen.

Farcen er skrevet af Karen Berg.

Doktor Skjoldager lider af ludomani: Han sætter konstant sine patienters helbred på spil. Ikke alvorligt, men han opfinder en ukendt skavank i ny og næ, så byens borgere bliver ved med at opsøge den skrantende praksis, og der kan hentes skillinger hjem fra det offentlige.

Det generer ikke den brogede og festlige flok af patienter, jo mere de kan fejle, des bedre. Desværre for Skjoldager pudser regionen en ivrig teknokrat på ham i effektiviseringens navn. I bund og grund er det forkert at snyde fællesskabet og hive uberettigede kroner hjem, men når nu patienterne i byen trives bedst, når de er mere syge, end de rent faktisk er, kan det så gå? En sjov farce med skægge og skæve situationer.

Her vil man møde Kenni Ibsen, Bente Pedersen, Mette Andersen, Jørgen Kejser, Ann Feldballe, Berit Kejser, Kasper Danefeldt og Ken Jensen.

Instruktør er Mette Andersen og sufflør Kirsten Nielsen.