Hertha får topkarakter af tilsyn og vil gerne udvide
Hertha Leve-fællesskab står for at realisere byggeprojekt til 33 millioner kroner
Levefællesskabet Hertha håber til foråret at kunne tage hul på byggeriet af endnu et bofællesskab, der udvider antallet af boliger for udviklingshæmmede fra 26 til 30.
Byggeriet skal samtidig sikre en modernisering af det ældste bofællesskab fra 1996. Her skal værelserne slås sammen to og to, så alle har lejligheder med to værelser og eget bad og toilet.
Det indebærer et nybyggeri til 18 mio. kr. og en modernisering til 15 mio. kr..
Heraf er der skaffet 9,2 mio. kr. fra de tre fonde - 4,7 mio. kr fra Novo Nordisk Fonden, tre mio. kr. fra Augustinus Fonden og 1,5 mio. kr. fra Mica Fonden, da Hertha har en eksempelværdi til inspiration for andre.
LÆS OGSÅ: Marken er mejet og høet er høstet
Desuden er der bidrag fra støtteforeningen samt en privatperson, der støtter projektet med én mio. kr..
Den sidste del af finansieringen skal ske med en opsparing samt med banklån, og banklånet er endnu ikke faldet på plads.
Første tilsynsbesøg
Det har før været et problem for Hertha at få bankerne til at medvirke, da de anser en investering i bofællesskaberne som risikobetonet, hvis de en dag skulle sælges på et frit marked. Det er dog forventningen, at lånene falder på plads.
Derpå vil nybyggeriet på 800 m2 cirka tage et år.
Beboerne fra det ældste bofællesskab skal så flytte ind, hvorpå deres gamle fællesskab bygges om og udvides en smule.
Bofællesskaberne i Levefællesskabet Hertha har forøvrigt haft sit første tilsynsbesøg.
Det har været et mål at komme under tilsyn på samme måde som klassiske institutioner, blandt andet for at få en dialog om kvalitet. Og i øvrigt blive vurderet på lige fod med klassiske institutioner for udviklingshæmmede.
Og Socialtilsyn Midt kunne lide, det de så. I november blev Hertha Bofællesskaber og Værksteder godkendt med topkarakteren 5 på alle parametre.