Shell vender hjem til Grenaa
GRENAA: Nu får bilister i Grenaa igen en Shell-station indenfor byporten. 1. marts træder Torben Christensen, som hidtil har drevet Bonus-stationen på Havnevej, ind i Shell-netværket.
Torben Christensen har drevet tankstationen i 23 år, og selvom farver, skilte og brændstofprodukter på stationen ændrer sig, lover Torben Christensen, at stationens mange aktiviteter fortsætter fremover.
“Vi fortsætter naturligvis med vores bilvask, det gode smørrebrød, trailerudlejning med mere. Men med skiftet til Shell får vi langt bedre rammer for at drive en god, lokal servicestation i tæt samspil med butikken. Så skiftet er en rigtig god nyhed for kunderne. Ikke nok med, at vi genindfører Shells kvalitetsbrændstof i byen. Vi gør det også muligt at tanke med fast rabat, hvis du har et Shell Card - og så bliver det igen muligt at betale kontant for brændstof i butikken,” siger Torben Christensen ifølge en pressemeddelelse fra Shell.