Børnemuseum på herregård
Børnene får deres eget museum i vinterferien på Gammel Estrup
Børn og barnlige sjæle kan i skolernes vinterferie prøve kræfter med rigtigt museumsarbejde, når Gammel Estrups formidlere har fundet graveredskaber og museumsgenstande frem. Museumsformidler Anders Sinding fortæller:
”Historiske genstande fra herregården skal udgraves, registreres og formidles i Gammel Estrups eget børneværksted. Vi skal lære om historiske perioder, og hvis man har lyst, kan man klæde sig ud i historisk tøj og få taget sit eget portrætfoto. Billederne skal desuden bruges til den næste store udstilling på Gammel Estrup - Mit Gammel Estrup,” forklarer han.
Børneværkstedet er åbent fra klokken 12 til 15 hver dag i skolernes vinterferie 10. til 18. februar. Der vil også være åbent inde på det rigtige udstillingsværksted, så man kan hjælpe museets museumsbetjente med at bygge på særudstillingen ”Mit Gammel Estrup”, som skal åbne 24. februar.
”Hver dag i vinterferien er der også specielle børneomvisninger klokken 11 og klokken 15, hvor vi kommer helt tæt på de mange spændende og hemmelighedsfulde museumsgenstande”, supplerer Anders Sinding. Gammel Estrup har åbent alle dage i vinterferien fra klokken 10 til 16.