Socialdemokratiet i Aarhus bakker op om Mette Frederiksens nye asyludspil
Med en ny asylreform vil Socialdemokratiet lave grundlæggende om på måden, man får asyl i Danmark. Et fornuftigt udspil, mener lokalformand for Socialdemokratiet i Aarhus
I forrige uge fremlagde Mette Frederiksen et socialdemokratisk udspil til en ny asyl- og udlændingereform. Et af punkterne er, at man ikke længere skal kunne søge spontan asyl i Danmark. I stedet skal vi lukke op for flere kvoteflygtninge.
“Jeg synes, det lyder som et fornuftigt udspil, som tager fat om nogle af de problemer, der har været de seneste år,” siger formand for Socialdemokratiet i Aarhus, Morten Pless, som er af det indtryk, at de fleste i byen bakker op om udspillet.
LÆS OGSÅ: Ligestillingsforslag i byrådet: Flertal for 'rådkvinder' og 'forperson'
“Der er ikke nogen tvivl om, det er en vanskelig politisk opgave, men man bliver også nødt til at have nogle ambitioner i politik. Hvis man kigger fremad på den lange bane, så synes jeg, noget af det, der er rigtig godt ved udspillet, er, at man tager hånd omkring kvoteflygtninge frem for dem, der på den ene eller den anden måde har været i stand til at nå op til Danmarks grænser.”
Ifølge udspillet til den nye asyl- og udlændingereform, skal muligheden for at søge asyl i Danmark afskaffes. Dem, der kommer til landet, vil blive sendt direkte til et danskdrevet modtagecenter i et andet land. I stedet lukker vi op for kvoteflygtninge.
Morten Pless mener, at det er en fordel, hvis det lykkes at gøre det til et internationalt samarbejde, hvor man håndterer flygtningeproblemet lokalt og får stoppet trafikken af store flygtningestrømme tværs gennem Europa.
“De mennesker, det lykkes for at komme herop, er folk, der enten har haft penge nok eller benyttet sig af menneskesmuglere. Nogle af dem har været på den forfærdelige tur over Middelhavet, hvor der er mange mennesker, der drukner hvert eneste år. Så det er jo et spørgsmål om at få stoppet hele den trafik og tage fat i nærområdet ved de her sikre lejre og herfra transportere folk sikkert til deres bestemmelsessted,” siger Morten Pless.
Han mener, at vi som et rigt land og samfund har en forpligtelse til at hjælpe mennesker, som er i nød rundt omkring i verden. Det handler om at få det organiseret på den mest hensigtsmæssige måde.
“Hvis man får organiseret det her rigtigt, så vil man også bedre kunne styre tilstrømningen. Og dermed også bedre have styr på, hvordan man placerer dem for eksempel i Danmark,” siger han og bruger flygtningekrisen i 2015 som eksempel.
“Vi modtog rigtig mange flygtninge det år, og der var lige pludseligt et massivt pres på de danske grænser. Det har jo givet problemer rundt omkring i landet med, hvordan de skulle integreres bedst muligt. Hvis man i forvejen har et antal flygtninge, som vi siger skal hjælpes, så kan vi også sørge for på forhånd at være forberedt til at modtage dem, og få dem integreret på den bedst mulige måde i det danske samfund.”