Guldbryllup kun muligt på grund af kuglepenne-køb
Lis og Lars Grøn, Enghavevej i Hammel kan fejre guldbryllup 9. marts.
Lars Grøn kommer oprindeligt fra Sall / Sall mark, og boede på Skolevangsvej, mens Lis Grøn oprindelig var fra Drøs, de er begge opvokset på landet, han har arbejdet som chauffør, blandemester og kørselsleder sidst ved Unicon Beton indtil sin pension.
Hun er uddannet i butik og var efter tiden i butik, i mange år dagplejer i Hammel Kommune og sluttede sin aktive arbejdskarriere på Gården i Hammel indtil hun gik på efterløn, fortæller datteren, Lene Grøn.
De to mødtes i Haurum Brugs efter sigende ved at Lars købte ret mange kuglepenne for at komme derop ofte.
De blev gift i Aidt, hvor de også boede indtil de i 1969 købte huset på Enghavevej, hvor de har boet siden.
De er og har altid været meget aktive og arbejdsomme, de er ikke bange for at hjælpe andre og har stadig et travlt liv med to børn og svigerbørn, samt tre børnebørn som de gør alt for.
Dagen fejres med morgensang på adressen og efterfølgende fest med familie og venner.