Caylee passede på Jette
Kun fordi hesten Caylee i et styrt vred sig ’som en fisk’ slap ejendomsmægler Jette Eriksen fra ulykken med brud på begge ben
Ejendomsmægler Jette Eriksen er gjort af et ganske særligt stof. Hun er kommet godt igennem finanskrisen, er glad alenemor efter en skilsmisse hvor hun samtidig, i 2012, blev ene-indehaver af de to EDC-butikker i Hadsten og Hinnerup. Og for halvandet år siden var hun udsat for et alvorligt styrt med sin hest.
Hendes høje energi-niveau er dog intakt, og lige nu står hun overfor en snarlig flytning af den ene af sine butikker, EDC i Hadsten, der rykker ind i nye lokaler. “Jeg plejer at sige, at jeg er alenemor til tre: en dreng og to butikker”, smiler hun.
Lånte 100.000 til lønninger
Sammen med sin daværende mand købte Jette Eriksen i 2008 de to EDC-butikker i Hadsten og Hinnerup. Det var lige da finanskrisen tog fart, og indtil 2014 gik det lidt op og ned. Det værste var starten, hvor de to ny-etablerede butiksindehavere måtte tage et lån på 100.000 kroner bare for at betale lønninger 1. januar 2009. Siden blev det langsomt nemmere.
I september 2016 oplevede Jette Eriksen, hvad hun selv betegner som ' et lille dyk'. I en dramatisk rideulykke brækkede hun højre ankel, og flækkede sit venstre skinneben, da det knaldede op i knæet. Alligevel var hun tilbage på job efter kun ni uger.
Nu går det fremad på både det helbreds- og det forretningsmæssige plan. Alene i 2017 havde hun 100 hushandler i de to butikker, og 2018 er også travl.
Hun glæder sig til at flytte til de nye lokaler i Hadsten, hvor hun har allieret sig med Mette Holm, inDecorate, til indretning af butikken. Det bliver noget med ryatæpper, blomster, sofa med mere.
“Folk kommer jo nærmest ind i mit hjem, så jeg vil gerne have, at det også føles sådan.”
Hørte begge ben brække
Jette Eriksen har endnu ikke forvundet alle mén efter rideulykken. Den skete ved, at hesten blev skræmt og Jette Eriksen faldt af. Hun landede uheldigt på fødderne, og kunne i faldet høre begge ben brække. Alligevel er hun taknemmelig for at slippe med brud på benene, for det kunne have været meget værre.
“Jeg har fået fortalt, at Caylee vred sig som en fisk for at undgå at lande på mig.”
Hesten løb derefter i panik ind i møddingen, som har sider af beton, og fik store skader på benene. Mens Jette Eriksen lå og ventede på hjælp, var hun mest optaget af, hvordan det var gået Caylee.
“Jeg var grædefærdig og fik givet ordre til, at hesten skulle opereres forsåvidt der var bare en lille chance for, at den kunne komme sig.”
Hen på natten fik Jette Eriksen besked om, at operationen af hesten var gået godt.
“Den eneste gang jeg har tudet under hele forløbet, var mens jeg ventede på at få besked om, hvordan det var gået Caylee. I dag er hesten helt på toppen og uden mén fra ulykken.”
Selv blev Jette Eriksen opereret i begge ben og fik indsat metal, skruer og donorbrusk. Hun går stadig til genoptræning på sundhedscentret i Hadsten, og hun har også affundet sig med, at hun måske aldrig kommer til at ride igen eller får en ny hest.
“Som alenemor med to butikker tillader min tid faktisk ikke, at jeg har med heste at gøre. Det er okay. Jeg nyder at komme ud og se Caylee, som i dag rides af en anden.”