Nabokrig i Sjelle har varet i 35 år

Helt mod nord i Skanderborg Kommune nær Sjelle flyttede parret Inger og Knud Storgård Sørensen ind i 1979 på et mindre husmandssted på Voldbyvej 81 med deres to sønner.

Få år senere blev kimen lagt til det, der har udviklet sig til en bitter nabostrid om vejadgang til den nærliggende skov, der har kørt lige siden.

Sagen startede, da 16 skovejerne klagede til kommunen over, at Knud Storgård havde en campingvogn stående, der spærrede deres vej til skoven. En vej, Knud Storgård ikke kendte noget til, og som hverken var nævnt i servitutter eller tinglysninger.

Skovejerne fastholdt, de havde vundet hævd på at bruge vejen snert forbi Knud Storgårds bolig. Og da de efter et stort stormfald i 1982, hvor tårnhøje grantræer væltede i skoven, begyndte at trække de lange stammer ud af skoven over husmandsstedets gårdsplads med traktorer og tunge skovmaskiner, havde Knud Storgård fået nok.

Han bad dem køre udenom, og da de nægtede, anklagede han dem for at krænke hans ejendomsret.

Skovejerne på deres side så ham som en kværulant. Og i 1983 rejste de en hævdsag om retten til at bruge vejen gennem hans gårdsplads og have.

På videoen her, som Knud Storgård har optaget, ses, hvordan de store maskiner kørte helt tæt på huset. Billeder, der virker voldsomme.

Og den årelange konflikt bed sig fast.

Eksborgmesteren bag sag

Ifølge Knud Storgård var afdøde Knud Hegelund, der var borgmester i Galten Kommune 1978-1982 og også ejede skov i området, initiativtager til sagen, der åbnede ved byretten i Aarhus i 1983.

To år senere vandt skovejerne sagen i byretten.

Knud Storgård var ikke tilfreds og ankede sagen til Vestre Landsret. Men her blev byrettens dom stadfæstet i 1988. Fire år efter sagen var åbnet, og selv om Knud Storgård gerne ville indbringe sagen for højesteret, lykkedes det ikke.

Læren blev: Hævd vejer tungere end ejendomsret.

Galten fik et pålæg

Dermed kunne sagen være endt, så Knud Storgårds og hans familie måtte affinde sig med trafikken med de store maskiner de gange om året, hvor der blev arbejdet i skoven.

Efter dommen blev træer, fliser og kantsten på gårdspladsen ved Knud Storgårds husmandssted fjernet for Knud Storgårds regning, da Knud Hegelund og fogeden dukkede op med en bulldozer og en rendegraver for at gøre vejen brugbar.

Knud Storgård på sin side havde mobiliseret pressen - blandt andet Ekstra Bladet og Jyllands-Posten. Ja, sagen blev endog dækket af TV-Avisen og TV2.

Se TV-Avisens indslag her.

Og folketingsmedlem Bernhard Baunsgaard (R) var mødt op i et forsøg på at mægle. Men forgæves. Skovejerne gav sig ikke - selv om Knud Storgård så mindelig bad dem stoppe med deres forehavende.

Skovejerne havde heller ikke glemt, at Knud Storgård nogle år forinden tilkaldte landbetjenten, da han påstod, at nogen havde skudt efter ham fra skoven med en riffel, så han havde hørt en susen tæt forbi sit hoved, da han gik og samlede sten sammen på sin mark. En sag, landbetjenten tog alvorligt, men der blev ikke fundet beviser.

Han gav ikke op

Men familien på husmandsstedet var kede af situationen, og i 1991 lykkedes det Knud Storgård at få kommunen til at involvere sig i sagen. Dog ikke med kommunens gode vilje.

Det skete efter, at Trafikministeriet efter henvendelse fra Knud Storgård havde pålagt Galten Kommune at finde en løsning.

Kommunen gav derpå tilladelse til, at Knud Storgård kunne omlægge vejen til skoven med en ny vej bag om ejendommen. Det krævede, at Knud Storgård kunne få naboens tilladelse, da der skulle bruges et stykke af hans jord. Og den aftale havde Knud Storgård sikret sig, endda i en skriftlig aftale.

Nabo løb fra sit løfte

“Men skovejerne var imod denne omlægning, og min nabo blev af skovejerne presset til at løbe fra sit tilsagn. Han kom grædende og fortalte, at han havde fået at vide, at hvis han gav mig tilladelse til at bruge jorden, så ville han fremover kun have én nabo,” forklarer Knud Storgård.

Underforstået: Så ville skovejerne ikke længere vide af Knud Storgårds nabo. Til Midtjylland Avis sagde den nu afdøde nabo:

“Jeg er ikke presset, men jeg ville nok blive det, hvis jeg solgte (jord til vejen, Red.).”

Vej ingen ville bruge

Knud Storgård gav ikke op. Han havde det skriftlige tilsagn og gik til domstolene.

I 1993 fastslog byretten ved dom, at naboen var bundet af sit skriftlige løfte. Herefter blev vejen anlagt og tinglyst med vejret for skovejerne.

Egentlig burde konflikten nu være løst, men skovejerne nægtede med forskellige begrundelser ifølge Knud Storgård at bruge den nye vej.

“De kørte stadig over min gårdsplads til skoven,” forklarer han.

Et forlig, der blev brudt

Men i 2008 lykkedes det via advokaters medvirken at indgå et forlig med syv af skovejerne. Et forlig, hvor skovejerne frivilligt gik med til at ophæve den gamle hævd-dom fra 1988, og skovejernes vejret til den nyanlagte vej blev igen tinglyst.

“Men da den tidligere borgmesters søn, Karsten Hegelund, ikke var tilfreds med aftalen, som han var medunderskriver af, fortsatte han med at køre over min gårdsplads. Derfor lukkede jeg vejen,” fortæller Knud Storgård.

Svaret blev en ny retssag, rejst af blandt andre Karsten Hegelund. Disse skovejerne holdt på, at de stadig havde hævd på at bruge den nu lukkede vej.

“Men i 2012 afgjorde ombudsmanden, fogedretten og Vestre Landsret, at de ikke længere havde hævd på vejret over min matrikel, hvilket vi var meget lykkelige for. Nu havde vi endelig fået fred,” siger Knud Storgård. Men... han blev klogere.

Video: Billeder fra før 2009 og efter 2012

“Dagen efter dommen startede Karsten Hegelund med udslæbning af træ via den gamle vej og stoppede først efter politiets indgriben,” fortæller han.

Til UgeBladet siger Karsten Hegelund, at det var et tilfældigt sammenfald.

“Vi fik meddelt dommens udfald ved middagstid, og om aftenen blev vi så stoppet af politiet. Det var ikke for at irritere Knud Storgård,” siger han.

Konflikten bed sig fast

Her kunne sagen så også være stoppet. Men det gjorde den ikke. Parterne stod skarpt overfor hinanden.

Det havde nok ikke hjulpet, at Knud Storgård flere gange forsøgte at få landbetjenten til at hjælpe sig. Han fik også inddraget en konfliktmægler, men forgæves. Og skrevet til folketingsmedlemmer, Vejdirektoratet, ombudsmanden, byrådspolitikere og endog biskoppen.

Hvad angår biskoppen, så sendte han nødråbet videre til det lokale menighedsråd. Men rådet fandt med sin formand, Knud Hegelund, ikke mulighed for at hjælpe. Men Knud Storgårds emsighed cementerede formentlig skovejernes opfattelse af Knud Storgård som en grænseløs kværulant.

Ny sag blev rejst i 2013

Konflikten lurede lige under overfladen, og i 2013 brød den ud igen.

“I 2013 stævnede Karsten Hegelund og nogle få andre storbønder mig igen for at få ret til at slæbe trækævler og andet gennem min gårdsplads eller anlægge og betale en ny vej gennem min nyplantede fredsskov. De gjorde det med hjælp fra en stjerneadvokat,” siger Knud Storgård, der blev nervøs for en mulig stor udgift til anlæggelse af endnu en vej.

“Hvis jeg blev pålagt at lave vejen og ikke kunne betale, kunne de sende vores hjem på tvangsauktion,” siger han.

I Ugebladet vil vi i næste uge bringe sidste kapitel om konflikten, herunder med kommentarer fra skovejerne.