Fortsæt til indhold

Festival vil en bred dialog

Der skal laves ny 10-års helhedsplan for Smukfest

Samfund
Jørgen Bollerup Hansen

Skanderborg Festival har ikke en færdig plan for, hvordan en ny helhedsplan for festivalens brug af Dyrehaven skal se ud.

Det glæder derimod festivalformand Poul Martin Bonde, at der nu politisk tages hul på en bred dialog om en revision af den nuværende helhedsplan, der udløber i 2019.

“Vi starter fra nul, og vi er rigtig glade for, at et enigt Økonomiudvalg kan se ideen i, at vi også denne gang får en dialog, der inddrager rigtig mange mennesker og grupper. Jeg synes, der er lavet et godt oplæg til det, der skal i gang,” siger Poul Martin Bonde.

“Dialog er i det hele taget det, vi gerne vil. For vel fylder festivalen meget i Skanderborg. Men vi kan også meget, og vi samarbejder allerede med rigtig mange klubber og foreninger, der får noget ud af samarbejdet,” siger han.

Der tales at udvide festivalen, fordi udgifterne stiger og konkurrencen er hårdere. Er det f.eks 5.000 flere tilskuere I ønsker?

“Vi har ikke sat tal på noget i den retning. Det har allerede været på tale at lave festivalen over to weekender, men den mulighed blev skudt ned af Planklagenævnet. Og vi har ikke lagt os fast på noget andet. Men vi vil gerne have en bred dialog om de bedste rammer for, at festivalen kan udvikle sig og bevare sin position som Danmarks næststørste festival,” siger Poul Martin Bonde.

“Festivalen er jo gennemreguleret i dag, og de evalueringer, vi har haft med byrådet, har konkluderet, at vi har lavet nogle gode løsninger på de udfordringer, der har været undervejs. Nu skal vi lave en plan, der rækker fremad og som finder de rigtige løsninger på de udfordringer, der er. Her er de økonomiske vilkår for festivalen en del af udfordringen, hvis vi fortsat skal have en Smukfest, der har power.”

I nævner muligheden at udvikle Skovlunden til rekreative formål til gavn for borgerne i kommunen. Og at Kærlighedens lokalplan ikke udnyttes i dag, da den ikke flugter med efterspørgselen på markedet. Hvad tænker i?

“Helhedsplanen skal se på festivalen som et hele, og siden første helhedsplan har vi erhvervet noget jord, hvor vi tænker, om de områder ikke kan bruges og komme byen tilgode, når der ikke er festival. Begge områder kan noget. Kærligheden bruges allerede af mange, blandt andre hundeluftere. Men lokalplanen for Kærligheden har nogle meget stramme restriktioner på typen af arrangementer, der kan laves, og hvornår de finder sted. Så i realiteten er der ikke ret meget, området kan bruges til. Vores ønsker og tanker er, om begge områder også kan komme andre tilgode,” siger Poul Martin Bonde.

Har Smuk Event ønske om at bruge Kærligheden mere?

“Kærligheden er enorm vigtig for festivalen som campingplads og til vore haller, hvor vi blandt andet opbevarer træ til genbrug. Smuk Event laver enkelte arrangementer derude allerede - og derudover har vi ikke aktuelt konkrete planer.”

LÆS OGSÅ: Smukfest slår ny rekord - udsolgt på halvanden time

“Vores primære ønske er udvikling af Smukfest i skoven. Det er det store aktiv, der er forudsætningen for en masse andet - herunder Walthers Musikcafé, og at mange foreninger kan tjene penge til deres aktiviteter. Vi vil gerne have en dialog om, hvordan festivalen kan komme hele kommunen tilgode. Hvordan vi kan sprede det, vi kan, og vores know how. Vi er her mest af alt for at lave festival. Men vi vil meget gerne være med til at udvikle og støtte det lokale kulturliv endnu mere, end vi allerede gør.”