Folkedans, musik og kro-hygge
Så er der igen Kulturtorsdag på Ørsted kro med masser af hygge, samvær og oplevelser.
Næsten gang er 8. marts fra klokken 10 til 13.
“Det har fra starten af borgernes overtagelse af Ørsted Kro i 2013 været ideen at skabe et samlingssted for byen med socialt sammenhold, mulighed for at møde hinanden og gode oplevelser. Det er til fulde opnået – også med nyskabelsen Kulturtorsdage den anden torsdag i hver måned på kroen,” siger formanden for Ørsted Kro's Venner, Tove Hjort Jensen,
Til de to første Kulturtorsdage var der op til 90. Sidste gang i januar med foredrag om delebiler og fremtidsfuldmagt var der 55.
"Deltagerne er meget glade for arrangementerne. Både underholdningen, foredrag og bare det at være sammen, snakke og hygge sig,” fortæller Tove Hjort Jensen.
På den fjerde Kulturtorsdag 8. marts bliver der som noget nyt mulighed for at røre sig udi folkedans under ledelse af Helga Poulsen.
Efter den obligatoriske fællessang underholder og spiller det genopstandne Ørsted Byorkester med populære toner. Både her og senere kan der danses. Og så er der jo middag og kaffe og endnu mere hygge.
Tilmelding og betaling sker på kultur@oerstedkro.dk. Her kan der også bestilles gratis bustransport.