Fortsæt til indhold

Hvad siger Cordtz og Laugesen i dag

Har de hårde kritikere fra valgkampen ladet sig overbevise af ny undersøgelse?

Samfund
Jørgen Bollerup Hansen

“Administrationen i kommunen er blevet alt for dyr. Omkostningerne skal slankes,” sagde Thomas Cordtz (K) i valgkampen.

Venstres spidskandidat, Anders Rosenstand Laugesen, lå på samme linje:

“Der bruges aktuelt for mange penge på ledelse og administration, idet kommunens administration og generelle virke er ekspanderet via knopskydning over årene. Bureaukratiet er blevet for voldsomt,” sagde Anders Laugesen.

Nu viser en undersøgelse, at Skanderborg ligger på en tredjeplads på udgifter til administration i en sammenligning mellem fire kommuner (Læs anden artikel herom, Red.).

Får det Jer til at ændre Jeres vurdering?

“Både ja og nej,” siger Thomas Cordtz.

“Vi skal huske, det er en sammenligning mellem fire rige kommuner, og undersøgelser har før peget på, at rige kommuner generelt har sværere ved at nedbringe deres udgifter til administration. Men jeg er også blevet klogere på kontering, og det ér særdeles vanskeligt at sammenligne kommuner,” siger Thomas Cordtz.

LÆS OGSÅ: Drop tudekiksen: Hovedstadskommunerne bruger misvisende tal i udligningsdebat

Anders Laugesen mener, analysen er for spinkel til at konkluderes det store.

“Især fordi sammenligningen primært er iværksat for, at Lyngby-Taarbæk Kommune kunne sammenligne med nogle, der var billigere for at lære af det. Så blev Skanderborg inkluderet i undersøgelsen,” siger Anders Laugesen.

“Jeg er ikke sikker på, vi har lært så meget af undersøgelsen. Det giver mig ikke anledning til at ændre min opfattelse af, at det ser ud som om, Skanderborg Kommune har et overforbrug.”