Kom og spil “hygge-kort” i St. Sjørup
En lille trofast skare spiller præmiewhist hver onsdag stort set året rundt. De vil gerne have lidt flere med i fællesskabet
St. Sjørup De startede med at møde op om onsdagen for at spille præmiewhist i Fælleshuset på Estruplundvej 24 i St. Sjørup en gang i løbet af det sene efterår 2016. Og det gør de så stadig, men vil gerne være lidt flere. Og man behøver faktisk slet ikke være interesseret i at spille præmiewhist for at være med. Man kan også møde op, hvis man har lyst til at spille andre former for kortspil, terningspil eller et af de mange forskellige og sjove slags brætspil. Eller blot for at hygge sig i nogle timer i godt selskab med sit sytøj, strikketøj eller andre hobby-gøremål. Selv om de fleste, der møder op til den ugentlige onsdags-hygge i Fælleshuset i dag er mænd, så er kvinder også meget velkomne. Det er Nina, en af de faste deltagere på præmiewhist-holdet et levende bevis på. Alle på onsdags-hyggekortspils-holdet i kommer fra St. Sjørup - en enkelt dog fra sommerhusområdet, som er en lille landsby i sig selv.
Kendt for “Sommerby”
Denne onsdag, hvor Lokalavisen Folkebladet er på besøg, går det ganske godt med kortspillet. Frank, Poul-Erik, Tommy, Ole, Jørgen og Nina har allerede spillet en god times tid inden kaffepausen og et stykke wienerbrød, der skal til for at undgå at man går sukkerkold her hen på aftenen. En enkelt øl eller to bliver det måske også til for flere af deltagerne, der jo ikke har så langt hjem. “Men det ville være fint, hvis vi var lidt flere, så vi kunne blive to - eller måske tre borde”, konstaterer Jørgen Pedersen, der i mange år drev en lille købmandsbutik i den hyggelige landsby med den store sø midt i det hele. St. Sjørup er uden tvivl mest kendt for sine populære hygge-tirsdage i hele juli måned med stort marked og skiftende musikalsk underholdning under titlen “Sommerby St. Sjørup”. Men tilbage til kortspillerne i Fælleshuset, hvor snakken går livligt og på ingen måde har brug for hjælp. Diskussionen går blandt andet på, om man måske fremover skal satse lidt mere målrettet på, at det skal være en egentlig forening med præmiewhist på programmet. Så skulle man meget gerne op på i hvert fald 15 deltagere, gerne 20, så der kan blive fire borde med fem spillere ved hver bord.
Det er ren hygge
Men så vidt er det ikke kommet så invitationen går her-og-nu på at invitere folk til at møde op for at få et par hyggelige timer i godt selskab. Og uden nogen form for mødepligt. Men skal ikke tilmelde sig på forhånd men blot møde op, og altså onsdag med start kl. 18. “Når vi nu har huset her, så vil vi gerne være med til at skabe lidt liv, og få huset brugt”, forklarer byens “gamle” købmand. Og der sker da også forskellige ting i Fælleshuset. Mandag formiddag er der formiddagskafe for byens pensionister og senere på dagen står der yoga på programmet. Med mellemrum er der salg af tøj i huset, ligesom der holdes møder og andre lokale arrangementer.