Petersen-Wilbek alliance i Business Region Aarhus
Borgmester i Norddjurs Kommune Jan Petersen (S) og borgmester Ulrik Wilbek (V), Viborg Kommune, skal sammen med borgmester Jacob Bundsgaard (S), Aarhus Kommune, tegne det østjyske erhvervssamarbejde Business Region Aarhus frem til 2020
østjylland Et kommunalvalg har også konsekvenser for sammensætningen af bestyrelsen i det østjyske erhvervssamarbejde Business Region Aarhus. Business Region Aarhus ledes af en politisk styregruppe bestående af de 12 borgmestre i partnerskabet, der udpeger et formandskab på tre borgmestre for to år ad gangen. Frem til 2020 har man i bestyrelsen besluttet, at Norddjurs borgmester Jan Petersen (S), Viborg borgmester Ulrik Wilbek og Aarhus borgmester Jacob Bundsgaard (S) skal tegne Business Region Aarhus. Jan Petersen bliver ny formand og Ulrik Wilbek ny næstformand. Business Region Aarhus fokuserer på østjyske interesser for at styrke produktivitet og vækst. Bag det politiske netværk er 12 byråd og en lang række samarbejdspartnere fra erhvervsliv, organisationer og videninstitutioner. Tilsammen udgør Business Region Aarhus landets største vækstområde uden for hovedstaden og står for 33 procent af fødevareeksporten og over 20 procent af landets industrieksport. Der bor cirka 1 million indbyggere i de 12 østjyske kommuner. Fakta Om Business Region Aarhus De 12 kommuner i den østjyske byregion er Hedensted, Horsens, Silkeborg, Viborg, Favr-skov, Randers, Norddjurs, Syddjurs, Samsø, Odder, Skanderborg og Aarhus Kommune. Læs mere: www.businessregionaarhus.dk