Højbjerg vandt guld til Danmark i Ungarn
Fire piger og fire drenge kom hjem med en stor pokal til klubskabet
Højbjerg Badminton Klub vandt guld til Danmark ved det internationale U13 stævne Nation to Nations Cup i Pecs i Ungarn. Det var andet år i træk, at Højbjerg Badminton Klub var inviteret til at repræsentere Danmark, og det var andet år i træk, at de unge aarhusianere kom hjem med guldpokalen.
I alt deltog otte hold, og ud over Danmark var det Rumænien, Serbien, Slovakiet, Kroatien, Ungarn, Tjekkiet og Ukraine. Holdet fra Højbjerg/Danmark gjorde rent bord ved at vinde samtlige syv holdkampe. Ud af 63 kampe vandt danskerne ikke færre end 55 kampe.
LÆS OGSÅ: Anders Antonsen jagter Peter Gades utrolige DM-rekord
Højbjerg Badminton Klub skriver i en pressemeddelelse, at de unge badmintonspillere og de medrejsende voksne fik sig en kæmpe oplevelse i Ungarn og vendte stolte hjem med guldmedaljer om halsen og en stor pokal til klubskabet.
Der var fire drenge og fire piger fra årgang 2006 og 2007 med på turen, og de havde selskab af to trænere og seks forældre.