Fortsæt til indhold

Udvidelsen af Kulturhuset bliver 2,5 mio. kroner dyrere end forventet

Samfund
Jørgen Bollerup Hansen

Byrådet i Skanderborg Kommune har næsten ikke mere end vedtaget en tillægsbevilling, fordi et nyt Børnehus i Hørning bliver 10 mio. kroner dyrere end de 16. mio. kr., byggeriet var forventet at koste - før den næste budgetoverskridelse banker på døren.

Det handler om den vedtagne udvidelse af Kulturhuset med en ny sidescene og kunstnergarderober til en værdi af 8,4 mio. kroner.

LÆS OGSÅ: Penge til udvidelse af Kulturhuset

Ved projektering af byggeriet har det vist sig, at der er brug for en udvidet støttemur i skrænten, da det nuværende hus ikke er tilstrækkelig funderet mod øst til at kunne bære udvidelsen. Den koster alene 1,2 mio. kroner.

Men muren vil samtidig øge honoraret til rådgivning fra 10 til 20 procent af byggesummen - og give en øget udgift på godt 1,1 mio. kroner.

Resultatet er en samlet fordyrelse på 2,5 mio. kroner. Kulturhusets bestyrelse har besluttet at afsætte yderligere 300.000 kr. til projektet, hvorefter der mangler 2,2 mio. kroner.

Sagen har været forelagt direktionen i kommunen. Den skal nu behandles politisk. I mellemtiden er projekteringen sat på pause.