Signalfejl i Skanderborg forsinker togene
Enkelte tog har også været aflyst mandag morgen og formiddag, både DSB- og Arriva-tog
Signalfejl på Skanderborg Station gav mandag morgen og formiddag længere rejsetid og aflysning af enkelte tog.
DSB oplyste kl. 08.03, at der var længere rejsetid på op mod en time på togene mellem Aarhus og Fredericia.
Toget fra Aarhus kl. 7.42 var således først fremme i Skanderborg en time senere. Det holdt længe ved Hørning, da det på grund af fejlene skulle dirigeres over i det venstre spor - det modsatte spor af, hvad det normalt kører på.
Og ved ni-tiden meddelte DSB, at der var op mod en halv times forsinkelser i togtrafikken mellem Aarhus og Fredericia.
Der var også enkelte aflyste tog, også Arriva-toget til og fra Ry.
Således var DSB-forbindelsen mod Aarhus kl. 9.47 aflyst. Det samme var Arriva-toget mod både Aarhus og Ry kl. 9.51.
Kl. 10.08 meddelte DSB imidlertid, at signalfejlen ved Skanderborg Station ikke længere påvirkede trafikken.
Der var dog på det tidspunkt opstået kraftigt forsinkelse i begge retninger på enkelte IC- og ICL-tog.