Fortsæt til indhold

Projektmager i spidsen for oprydning

Tilflytter Jacob Lænsø har gjort sit hjemmearbejde forud for søndagens affaldsindsamling i Ryomgårds gader

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Jacob Lænsø, 40, flyttede i oktober 2017 fra Lystrup til Ryomgård sammen med sin kæreste og to børn.

På en aftentur med hunden i den nye by fik han en god idé: “Jeg kunne ikke undgå at bemærke, hvordan det flød med skrald og affald flere steder, og jeg tog mig selv i at samle diverse efterladenskaber op.”

For en iværksætter som Jacob Lænsø er der ikke langt fra tanke til handling.

“Det her må vi da gøre noget ved og lave 'Ren By - Ryomgård' til hele byens projekt.”

Fælles indsats

Jacob Lænsø understreger, at han bestemt ikke er hverken fordømmende eller vil komme som ny overdommer og udstikke røde kort.

“Overhovedet ikke, det er sørme i vores alle sammens interesse, at vi får vores skønne by gjort ren, så den kan fremtræde, som den grønne oase den fortjener.”

Søndag 22. april, hvor der er officiel, national affaldsindsamlingsdag, går det løs med fælles start fra Bytorvet ved rundkørslen, hvor der vanker kaffe med tilbehør til de morgenfriske, før der bliver delt ruter ud til alle, der vil være med til at rydde op.

“Jeg håber, at vi kan samle 10 procent af indbyggerne i Ryomgård og omegn. Det vil sige cirka 250 mennesker, og tænk hvad vi sammen kan nå at udrette på halvanden time.”

Jacob Lænsø har brugt månederne forud for søndagens clou til at snakke med byens erhvervsdrivende.

Mange af dem har bifaldet og støttet hans projekt, der foregår i regi af hans iværksættervirksomhed BIBAMBUS og med opbakning fra Ryomgård Distriktsråd.

Vil redde verden

Jacob Lænsø er født og opvokset i Egå. Efter studentereksamen begyndte han på en erhvervskarriere hos Dansk Supermarked, som senere førte ham videre til stillingen som lokationschef hos OfficeLab Kirstinelund i Lystrup.

Lige nu går han og venter på drømmejobbet.

“Hvordan redder jeg verden bedst muligt. Det er et stort spørgsmål - men det er alligevel min motivation for at lande mit næste fede drømmejob,” smiler han, som er medlem af Alternativet og ser partiets politik som vejen til en bedre verden.

“Uffe Elbæk (Alternativets leder og stifter, red.) er spot on.”