Mindeord over Erik Striboll

Mindeord i forbindelse med Erik Striboll's død – Striboll, som han blev kaldt i Skanderborg.

Den 14. februar, fik jeg en sms fra Stribolls datter, Anne: 'Far er sovet stille ind'. Det var ventet. Efter kort tids sygdom tabte min bedste ven kampen til kræft, en modbydelig sygdom.

Striboll var en super god ven, en som man kunne regne med og stole på. Havde man en dårlig dag, og man ringede til Striboll, blev negativt hurtig gjort til positiv. Han lyttede og gav råd, når man fortalte, hvad man havde i rygsækken, og straks var rygsækken lettere, og Striboll fortalte ikke andre, hvad der var i rygsækken, sådan var han.

Selv i det svære sygdomsforløb ringede du til mig hver dag. Du skulle høre, hvordan jeg havde det. Sådan var Striboll. Til sidst fik du byttet så meget rundt på mit nummer, at du fik ringet til en dyrlæge i Sønderborg 4 gange, det grinte vi meget af, da du endelig fik fat i mig.

Humoren holdt du fast i, trods din sygdom. Jeg husker tilbage på vores daglige telefonsamtaler, hvor vi snakkede meget om sport og andet, inden snakken ofte faldt på Anne og dine to børnebørn, Katrine og Robin. Du elskede dem højt, og var utrolig stolt af dem – ligesom de elskede deres 'muffi', som de ofte kaldte dig.

Mine tanker går til Anne, Katrine, Robin og din svigersøn Lars. 'Øjne kan smile, Læber kan le, Men sorgen i hjertet kan ingen se', siger vel alt lige nu. Vi ses på den anden side, Striboll!

Ære være dit minde.