Dyrepension er genåbnet i landsby
Efter 22 år som leder af Dansk Dyreværn Århus har Anne Trane åbnet sin egen dyrepension i Vorre ved Skødstrup
Er der en, der er dus med dyrene, må det være Anne Trane. Efter 22 års ansættelse som daglig leder af Dansk Dyreværn Århus i Tranbjerg, er hun nu rykket nordpå for at starte på en frisk med Vorre Dyrepension ikke langt fra Skødstrup.
“Jeg har valgt at åbne dyrepension her i Vorre, fordi jeg altid har arbejdet med dyr, og dét skulle jeg bare blive ved med, efter jeg stoppede hos Dansk Dyreværn Århus. Det var nærliggende for mig, fordi jeg også har drevet pension på internatet. Så det er ikke noget, der er nyt for mig, det er bare et nyt område. Jeg synes, jeg er ret solidt klædt på til at fortsætte med at arbejde med dyr,” siger Anne Trane, der har fået sin mand Bo med på idéen. Han hjælper til med alt det praktiske i sin fritid ved siden af sit arbejde.
Anne Trane søgte i et Facebook-opslag efter mulige dyrepensionssteder, og det gav pote efter kort tid.
Valget faldt på Vorre, hvor der i mange år har ligget hundepension, men den erfarne dyrepasser kalder sit nye sted for Vorre
Dyrepension, fordi der også skal være plads til katte og kaniner.
”Min mand og jeg har faktisk ligget vandret siden december, fordi der var så mange ting, vi gerne ville have lavet om. Nu kan vi tilbyde en pension for dyr, hvis ejere står og skal på ferie, eller hvis de bliver indlagt på hospitalet,” fortæller Anne Trane, som oplyser, at der er plads til op til 30 hunde. Når hundene ikke er i opvarmede opholdsrum, har de mulighed for at bevæge sig rundt i et indhegnet område på en hektar.
Erfaring giver tryghed
De mange års erfaring med dyr samt det at være flyttet til et vækstområde giver forhåbninger om travlhed hos Anne Trane.
“Jeg tror og håber da, at min erfaring giver tryghed. Beliggenheden og området tiltaler os, og de tilkendegivelser, vi har fået, er, at der er et behov for pasning af kæledyr her i området,” siger hun.
Anne Trane er spændt på sin nye tilværelse, der netop er begyndt.
”Det er vildt angstprovokerende, men også helt vildt spændende at starte på en frisk efter så mange år. Vi går en spændende tid i møde, og jeg tror, det bliver godt. Jeg har selvfølgelig nogle idéer om, hvad jeg godt kunne tænke mig med stedet her. Men jeg skal passe på med, at jeg ikke søsætter en masse skibe på en gang. I første omgang handler det om at få pensionen til at fungere og køre ordentligt. Og så tager vi den derfra,” siger hun, hvorefter manden Bo smilende tilføjer:
”Jeg har tjekket trappen herude, og den kan godt laves, så der kan køre en rollator op og ned, så vi håber da, vi kan blive herude i mange år.”
“Så længe det giver mening for dyrene, og så længe det giver mening for os, så er det det, vi gør,” fastslår Anne Trane.
Du kan læse mere på www.vorredyrepension.dk