’Vi ønsker en god balance’
Jørgen Gaarde roser Smukfest for at have en god forståelse af sin rolle i Skanderborg
Nu skal rammerne tegnes for de næste 10 års samarbejdet mellem Skanderborg Kommune og Smukfest. Ifølge borgmester Jørgen Gaarde handler det i første omgang om at få udpeget de mennesker og grupper, der skal indgå i en dialog herom. Samt rammerne for arbejdet.
Det skal byrådet tage endelig stilling til i denne uge.
“Tiden løber nu ud for de aftaler, vi har med festivalklubben. Derfor skal stregerne nu tegnes for udviklingen i de næste 10 år, og der bliver lidt efter samme model, som da den første helhedsplan blev til. Jeg håber, vi kan blive ved med at finde den gode balance,” siger Jørgen Gaarde.
LÆS OGSÅ: Festival vil en bred dialog - der skal laves en ny 10-årig helhedsplan for festivalen
Han hilser det velkommen, at Smukfest foreslår at åbne Skovlunden mere for offentligheden.
“Det åbner mulighed for at skabe en åben naturkorridor mellem Forsyningen ved Vroldvej og Skovlunden ved Horsensvej. Det kan blive en fantastisk gevinst,” siger han.
Skal lokalplanen for Kærligheden også i spil?
“Det er op til dem, der har købt området, men lokalplanen vil også blive drøftet, selv om den primære debat handler om det, der sker i skoven.”
LÆS OGSÅ: Smukfest ønsker flere gæster
Jørgen Gaarde glæder sig over, at Smukfest gerne vil støtte udvikling af lokal kultur endnu mere - og at det også skal diskuteres i det arbejde, der nu går i gang.
“Jeg vil gerne anerkende, at festivalen ad åre har været god til at åbne sig op og indgå i et godt samspil med lokalområdet. Og i sidste evaluering var der en blank påtegning fra politi, beredskab og myndigheder. Det fortjener de ros for,” siger han.