Maskin-snedkeri flyttet til Fannerup
“Som 12-13-årig cyklede jeg fra mit hjem i Allelev for at få et job her på autoværkstedet i Fannerup som fejedreng. Jobbet som fejedreng fik jeg ikke, men sidste år købte jeg så bygningerne til min virksomhed Grenaa Maskin Snedkeri”.
Det fortæller 35-årige Rasmus Flarup, der sidste år flyttede virksomheden fra Dr. Louisesvej i Grenaa, hvor den havde haft adresse i knap en halv snes år siden han startede som selvstændig i 2008.
Og den flytning har Rasmus ikke fortrudt, selv om det er lidt usædvanligt, at virksomheder flytter fra den lidt større by og ud i en mindre landsby som det er tilfældet her.
Rasmus Flarup er fra Grenaa og er på det nærmeste født ind i faget, da hans far her havde firmaet “Vinduessnedkeren”.
“Her tjente jeg mine lommepenge og da jeg blev teenager fandt jeg ud af, at det slet ikke var så ringe et fag”.
Rasmus fik sin uddannelse som maskinsnedker derhjemme og havde efterfølgende halvandet år job i Lithauen, inden han i 2008 kom hjem og købte alt grejet fra sin fars firma for at begynde for sig selv.
I starten med en god håndfuld ansatte, men så satte den store økonomiske krise ind og den satte sine spor.
En periode var Rasmus ene mand i virksomheden men fra 2010 begyndte det så at gå den rigtige vej og i dag er der alt i alt ansat seks personer inklusiv bogholderen og chefen selv.
700 meter med det hele
Grenaa Maskin Snedkeri har i dag domicil i et tidligere bilværksted på Kanalvej 81 i landsbyen Fannerup med et fint udstillingsvindue ud til de mange, der dagligt køre forbi, mange på vej til og fra deres arbejde udenbys på strækningen mellem Grenaa og Kolind.
Da Rasmus i fjor købte ejendommen havde den stået tom et godt stykke tid, men er i dag indrettet med et stort moderne snedkerværksted på omkring 700 kvadratmeter inklusiv udstillingslokaler lige ud til vejen.
Grenaa Maskin Snedkeri er den eneste virksomhed lige netop med sin profil på Djursland.
Døre og vinduer efter mål udgør de helt store emner, men virksomheder er også leveringsdygtig i alt inden for inventar, forsatsrammer, bord- og vinduesplader og i stort set alle materialer.
På kundelisten er vel omkring halvdelen professionelle tømrerfirmaer.
Alle elementer er enten produceret helt fra bunden af i eget værksted eller danske kvalitetsprodukter fra leverandører, der er valgt med stor omhu.
Rasmus Flarup sætter en stor ære i det gamle stolte håndværk som snedker og rådgiver glad og gerne ud fra stor faglig knowhow og erfaring, så kunden kan træffe de helt rigtige valg på et veloplyst grundlag.
Grenaa Maskin Snedkeri har også mange større kunder over alt i landet og har blandt andet leveret helt specielle vinduer til den gamle fredede rådhusbygning på Torvet i Grenaa, inventar i tre omgange til Kunstmuseet Aros i Aarhus og til Skejby Sygehus samt flere større restauranter.