" Madens Hus" indstillet til Fornyelsespris
Madens Hus på det Grønne Museum på Gl. Estrup, er blandt de fem nominerede til Historiske Dages Fornyelsespris 2018.
Prisen, der på 10.000 kroner, går til en institution, virksomhed, forening, person eller projekt, der har fornyet måden at formidle historie på og den uddeles 10. marts på historiefestivalen “Historiske Dage”.
Madens Hus er indstillet med begrundelsen. “Aktiv formidling af historisk madlavning med “hands on” og stimulering af duft- og smagssanserne”.
Madens Hus åbnede som et nationalt formidlingstiltag indenfor rammerne af Det Grønne Museum i februar 2017.
“Publikumsaktiviteter og aktiv formidling er i centrum og der er hele året rundt åbent for familier, besøgende, grupper og virksomheder”, fortæller museumsinspektør Bettina Buhl, leder af Madens Hus.
Omdrejningspunktet er fire autentisk opbyggede køkkener. Et ildstedskøkken fra 1600-tallet, et brændekomfurskøkken fra 1880èrne, et køkken fra 2. Verdenskrig og et køkken fra 1960/1970èrne.
“De stationære historiske køkkener fra forskellige tidsperioder gør, at vi kan tage udgangspunkt i en enkelt historisk periode og tilberede mad ud fra tidstypiske kogebøger og med de køkkenredskaber, som var tilgængelige og dermed giver de besøgende mulighed for at rejse tilbage i tiden og få et spændende perspektiv på udviklingen af madlavningen og køkkenerne gennem historien, forklarer Bettina Buhl.
Unikke ideer til inspiration
“De fem nominerede lever fuldt ud op til kriterierne for at vinde Historisk Dages Fornyelsespris. Det er helt nye tiltag, som man ikke har set før. Mange mennesker har allerede haft glæde af dem og så er ideerne på èn gang unikke, men samtidig noget, som andre historieformildere kan lade sig inspirere af”, udtaler festivalleder Henrik Thorvald Rasmussen.
De øvrige fire indstillede er:
1. Otur - HistorieLab, Jelling, der har udviklet en lokalhistorisk app, som gør det sjovt. vedkommende og underholdende at udforske lokalområdet og dets historie - og udfordre andre på deres viden.
2. Museum Obscurum på Museum Lolland Falster. På udstillingen besøger man den fiktive person Cornelius S. C. Rödder, drejet over museets stifter Laurits Schrøder. I hans rekonstruerede stuer er der genstande og fortællinger af arkæologisk, etnografisk, kryptozoologisk og til tider næsten mytisk karakter, som han har bragt med hjem fra sine rejser.
3. STORM20, som er en del af projektet “Historie og Kunst i Gadeplan”, hvor borgerne lærer om historien ved at skabe ting i forskellige værkstedskoncepter i form af såkaldte makerspaces.
4. Krigshistorisk Festival på Oplevelsescenter Vestvolden i Rødovre. Festivalen er opbygget langs en 1200 meter lang, overdimensioneret fysisk linje, hvor reenactere - et særligt formidlingsbegreb - fra 11 kronologiske nedslagspunkter har slået lejr og hvor man som besøgende med enkle virkemidler får en oplevelse at bevæge sig op eller ned gennem historien.