Fortsæt til indhold

Stor støtte til lokal landboforening

Djursland Landboforening oplever stor opbakning fra deres medlemmer til deres daglige arbejde

Samfund
Erhverv

Djursland ”Tak for den store opbakning til foreningen og til mig” Til Djursland Landboforenings årlige generalforsamling for kort tid siden lagde formand Hans Gæmelke i særdeleshed vægt på den store opbakning, som foreningen, og han selv, oplever. Antallet af deltagere til Djursland Landboforeningens møder er stødt stigende. I løber af januar og februar, hvor de enkelte fagudvalg har afholdt deres møder, har der samlet været over 300 deltagere. Samtidig kunne foreningen igen i år byde over 200 landmænd velkommen til spisning til den årlige generalforsamling i Auninghallen. Derfor var det også helt på sin plads, at formanden for Djursland Landboforening, Hans Gæmelke, lagde stor vægt på den opbakning, som han, og ikke mindst foreningen, oplever, skriver foreningen i en pressemeddelelse. ”Jeg tillader mig at tolke det som en stigende opbakning til landboforeningen. Jeg er rigtig glad for, at der er opbakning til det politiske arbejde, vi som folkevalgte arbejder med, og at der på samme måde er tillid til den måde, vi på vegne af jer, driver foreningen,” lød det fra Hans Gæmelke.

Årets gang

I årets beretning kom formanden ind på landbrugets økonomiske resultat og ikke mindst forventningerne til 2018. Han forklarede kort om samarbejdet med naboforeningerne og ikke mindst turen til DLMØ i Bruxelles, hvor bestyrelsen talte dansk landbrugspolitik i EU Kommissionen. Formanden lykønskede også bestyrelsen for Djurs Bioenergi, som efter mange års ihærdigt arbejde nu endelig lykkedes med etablering af et biogasanlæg i Grenaa. ”Det sidste, der mangler, er en medfinansiering fra de landmænd, der ønsker at bruge den nye mulighed for afsætning af gylle. Jeg vil tro, at også denne del af projektet finder sin løsning”, sagde Hans Gæmelke. Årets beretning fik flere roser med på vejen. Et langvarigt medlem af Djursland Landboforening roste foreningen for den stemning, der altid er i huset, når han kommer på besøg, de dygtige medarbejdere og ikke mindst opbakning til beslutningen i at stå fast på at bevare foreningen i nuværende form i en tid, hvor flere landboforeninger fusionerer. ”Djursland Landboforening er et sted, som vi kan lide at komme. Alt fungerer på den bedste måde”, lød det.

Valget

Der var dømt genvalg over hele linjen efter aftenens valg. Hans Gæmelke blev genvalgt som formand, Jørgen Ivar Mikkelsen, Esben Øvle Kristensen og Hanne Line Revsbech blev alle genvalgt som fritvalgte til bestyrelsen i foreningen. Karen Revsbech og Birthe Koch blev genvalgt som fritvalgte til Åbent Landbrug.