Gantriis i Kastbjerg Kirke Anders Gantriis giver kirkekoncert - med Anders Lampe som musikalsk makker
kastbjerg: Grenaa-sangeren Anders Gantriis udsendte sit første hele album ”In My Mind” sidste år i september og præsenterede det blandt andet med fuldt band i Kulturhuset Pavillonen i hjembyen. Nu giver han koncert et utraditionelt sted for ham - i Kastbjerg Kirke torsdag 15. marts klokken 19.30 - med den lokale guitarist Anders Lampe som musikalsk makker. Livet, mennesker, hverdagen og følelser har inspireret Anders Gantriis med hang til pop og gode melodier i sangskrivningen, hvor det nærværende tekstunivers sammensættes med ørehængende melodier, vellydende guitar og stærke korstemmer. Nu vil Anders Gantriis gerne give sit publikum en anden oplevelse i mere intime rammer. ”Jeg har altid ønsket at spille mine egne numre i en kirke, og det glæder jeg mig til at det nu skal ske, Og med min gode ven og fantastiske guitarist Anders Lampe ved min side, bliver oplevelsen ekstra god,” lover Anders Gantriis. Det bliver en aften, hvor der vil blive fortalt små historier om hvordan Anders er kommet til, hvor han er, Historier bag sangene på albummet og ikke mindst en aften hvor der vil blive præsenteret et par nye numre. Stilen kan bedst beskrives som værende i grænselandet mellem amerikansk roots, den nordiske tone og det klareste pop.